
Kombit: Netcompany tager alt for høje priser for Aula
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Netcompany forlanger alt for høje priser fra kommunerne for den seneste version af skolernes kommunikationsplatform Aula.
"Efter Kombits vurdering er de priser, som Netcompany har tilbudt for den ønskede udvikling ifm. release 2.2., alt for høje. Releasen kommer derfor til at indeholde mindre end forventet", skriver kommunernes it-fællesskab Kombit i en ugentlige statusmail til Aula-projektlederne i kommunerne, som mediet Computerworld er kommet i besiddelse af og har gengivet i uddrag.
Kombit, der står for udbud af de kommunale it-systemer, overvejer på den baggrund et genudbud af Aula.
"Kombit arbejder på at få evalueret estimaterne fra Netcompany hos tredje part. Ligeledes efterprøver Kombit driftsudgifterne gennem en markedsdialog med leverandørmarkedet. Det sker med tanke på at genudbyde support og drift af Aula," skriver Kombit i statusmailen.
Kombit har gennem længere tid haft drøftelser med Netcompany omkring deres prissætning af videreudviklingsønsker, uden den ønskede effekt.
Tilbage i oktober blev det klart, at Aula blev 50 millioner kroner dyrere end forventet.
Dermed ender prisen for systemet med at være 86 kroner per elev mod 77 kroner, som det tidligere var forventet, skriver Computerworld.
Overfor mediet ITWatch afviser Netcompany kritikken af prisudviklingen.
– Regningen for Aula er reguleret af en fast kontrakt. I forhold til prisen på drift og support af Aula kan vi oplyse, at prisen ikke er steget, efter Kombit indgik kontrakten med Netcompany i 2017. Det forholder sig faktisk således, at Kombit jf. kontrakten får en rabat på drift og support af Aula efter fire år – en rabat som vel at mærke stiger betragteligt efter fem år, skriver Ask Christian Riis, der er ansvarlig for Netcompanys kommunikation til ITWatch.
Til Nyhedsmagasinet Danske Kommuner siger Kombit, at kommunerne er orienteret, og man ikke ønsker at kommentere sagen yderligere på nuværende tidspunkt. tkn@kl.dk