
Frederikshavner bliver formand for KL-udvalg
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
KL’s bestyrelse har konstitueret sig på ny efter bestyrelsesmødet i går torsdag. Det betyder, at Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen (S), overtager formandsposten i KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg. Det skriver KL i en pressemeddelelse i dag fredag.
Pladsen er blevet ledig, efter Jacob Bjerregaard (S) har trukket sig som borgmester i Fredericia og dermed også fra det politiske arbejde i KL.
Jacob Bjerregaards plads i bestyrelsen overtager Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).
Birgit S. Hansen har været medlem af KL's bestyrelse siden 2018, og hun har tidligere været medlem af KL’s Teknik- og Miljøudvalg i den forrige valgperiode fra 2014-2018.
– Jeg har siddet i KL’s bestyrelse og udvalg i 7 år og ser nu frem til arbejdet som udvalgsformand. Vi har mange betydningsfulde dagsordener, som vi skal fortsætte arbejdet med for at sikre en styrket klimatilpasning, fremme af den grønne omstilling og reducering af CO2-aftrykket. Det er kommunale kerneområder, der har betydning for vores borgere og erhverv. Det er vigtigt for mig, at vi fortsætter den gode dialog med regeringen og Folketingets partier om at finde fornuftige og bæredygtige løsninger, siger Birgit S. Hansen.
Hun har været borgmester i Frederikshavn siden januar 2014. I 2017 blev hun genvalgt og sikrede Socialdemokratiet i Frederikshavn absolut flertal i kommunalbestyrelsen. Socialdemokratiet fik knap 60 procent af stemmerne. Birgit Hansen selv fik 14.843 personlige stemmer og tegnede sig dermed for over to tredjedele af Socialdemokratiets samlede vælgertilslutning.
Hendes byrådskarriere startede i 2002, da hun blev valgt som byrådsmedlem i Sæby Kommune.
Nykonstitueringen af KL's bestyrelse ændrer ikke på, at Nyborgs borgmester Kenneth Muhs (V) fortsætter som næstformand for Miljø- og Forsyningsudvalget.
Miljø- og Forsyningsudvalget beskæftiger sig blandt andet med sager, der har betydning for kommunernes arbejde med klimatilpasning, vækst og udvikling, trafik, grøn omstilling og forsyningssikkerhed. jki@kl.dk