
Kommune giver coronabonus til samtlige ansatte
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
De kommunale medarbejdere i Holbæk Kommune har ydet en stor indsats under coronakrisen, og det skal belønnes med 900 kroner til hver eneste ansatte i kommunen. Det har kommunalbestyrelsen i Holbæk besluttet på byrådsmødet i går onsdag.
Det var Enhedslisten, der foreslog coronabonussen i form af 1.000 kroner til frontpersonalet i sundheds- og plejesektoren. Dem er der 1.000 af, og forslaget ville derfor koste en million kroner. Men byrådet talte sig i stedet frem til at udvide forslaget, så samtlige ansatte i kommunen får en økonomisk tak for indsatsen.
Det udvidede forslag kommer til at koste kommunen 4,1 millioner kroner, som skal findes i en pulje til uforudsete udgifter eller i overførsler fra sidste år.
Kommunalbestyrelsen har endnu ikke afgjort, hvordan coronabonussen skal udmøntes. Men på byrådsmødet drøftede partierne ifølge regionalmediet Sjællandske flere forskellige muligheder. Udgangspunktet er, at pengene bliver fordelt til kommunens afdelinger, hvor ledelse og medarbejdere sammen kan finde ud af, hvordan pengene skal bruges. Det kan for eksempel være i form af gavekort til lokale erhvervsdrivende eller pengene kan puljes og bruges til at holde en fest for medarbejderne.
Den endelige udformning af coronabonussen skal behandles på et kommende byrådsmøde. jki@kl.dk