
Solrøds vaccine-indsats i fransk tv
tekst Frederikke Stoustrup
Mandag aften i Frankrig kunne man i en af de mest populære nyhedsudsendelser se et indslag fra Solrød Kommune. Det skyldes, at Danmark er det land i Europa, der er længst fremme med udrulningen af vaccinationsprogrammet, og det har vakt interesse hos den franske tv-station TF1, som mandag morgen besøgte plejecenteret Christians Have i Solrød Kommune for at lave et indslag om, hvordan vi vaccinerer i Danmark.
I en pressemeddelelse fortæller borgmester i Solrød Niels Hörup (V), at det er dejligt at kunne vise sig som et forbillede for andre lande i kampen mod virussen.
– Når et stort land som Frankrig tager til Danmark for at tage ved lære af, hvordan vi organiserer vaccinationsudrulningen, kan man da ikke undgå andet end at blive lidt stolt. Udrulningen af vaccinationsprogrammet er en kæmpe opgave for både det statslige sundhedsvæsen, regionerne, kommunerne og de praktiserende læger, og det er klart, at så kompliceret og logistisk stor en opgave kræver meget fra alle parter, men der er en utrolig stor vilje til at ville lykkedes, og sammen får vi enderne til at nå hinanden. Vaccinationsudrulningen er et flot bevis på, når samarbejdet på tværs om en livsvigtig opgave lykkes, siger Niels Hörup.
Den franske tv-station filmede blandt andre 74-årige Birger Guldbæk, da han fik sit andet stik som den første i kommunen. I alt modtog 112 beboere mandag deres andet stik med vaccinationen mod covid-19, men plejecenteret har også fungeret som vaccinationssted for svage, ældre borgere, der ikke bor på plejecenteret.
Borgmester Niels Hörup understreger i pressemeddelelsen, at alle sundhedsmæssige retningslinjer blev overholdt under tv-stationens besøg. frst@kl.dk