
Hvert tredje barn var ikke i dagtilbud
tekst Mads Brandsen
Det er en god idé at holde sine børn hjemme fra dagtilbuddene, hvis man eksempelvis er hjemsendt uden at kunne arbejde, da det bidrager til at bremse smitten med coronavirus.
Det har mange forældre tilsyneladende taget til sig. I hvert fald viser en ny stikprøveundersøgelse, som KL har foretaget blandt 76 kommuner, at der i gennemsnit kun var 66 procent af de indskrevne børn i børnehaver, vuggestuer og andre kommunale dagtilbud, der var mødt op i mandags. Fremmødet varierer mellem 48 og 83 procent.
Blandt personalet var syv procent fraværende i mandags, viser undersøgelsen.
Resultaterne ”siger noget om det samfundssind, der hersker”, mener formanden for KL’s børne- og undervisningsudvalg Thomas Gyldal Petersen (S).
– Det giver luft i vores dagtilbud og styrker mulighederne for, at det pædagogiske personale kan fortsætte deres store arbejde med at tilbyde børnene en god og lærerig dag samtidig med, at retningslinjerne for at begrænse smitten overholdes. Det er klart, at man lokalt kan være nødt til at tage andre tiltag i brug, hvis man oplever et stigende fravær, men lige nu ser det rimelig fornuftigt ud, siger han.
Undersøgelsen fra KL er et første nedslag, og KL vil i de kommende uger holde øje med udviklingen. mdbr@kl.dk