
Genopstiller ikke: Alternativets eneste borgmester langer ud efter byrådskolleger
tekst Mads Brandsen
Det vakte behørig opsigt, da det efter kommunalvalget 2017 lykkedes Alternativets Sofie Valbjørn at vriste borgmesterposten på Fanø fra Erik Nørreby (V), der havde haft den siden 2006.
Nu meddeler Sofie Valbjørn så, at en valgperiode er nok for hende. Hun genopstiller ikke ved valget til november, hvilket ikke mindst skyldes den lokale politiske kultur.
– Politisk kan vi ikke samles om en fælles vision for øen, for mange forsøger at trække i egen retning. Man taler de ting ned, man ikke selv har foreslået, fortaber sig i formalia og langstrakte processer, detaljer og sagsbehandling og kritiserer hvert lille fejltrin – også i offentligheden. Det smitter af på både forvaltning og borgere, som bliver defensive og fokuseret på barrierer frem for muligheder, skriver Sofie Valbjørn i en længere opdatering på Facebook.
Hun efterspørger, at hendes ti kolleger i byrådet arbejder mere for fællesskabet.
– Hvis politikerne ikke går forrest for Fanø, kan vi ikke forvente, at borgerne sætter fællesskabet først. Den politisk kultur, har jeg ikke kunne ændre, og derfor vurderer jeg, at jeg på den lange bane kan bruge mine kræfter og mit engagement bedre andre steder end i byrådet på Fanø, skriver Sofie Valbjørn videre.
Sofie Valbjørn, der er valgt som Alternativets eneste mandat på Fanø, blev borgmester efter et tumultarisk konstitueringsforløb i 2017, hvor Kirstine Kaas Krog fra Fanøs Lokalliste troede, hun ville blive borgmester med støtte fra SF, De Konservative og Alternativet. Partierne kunne imidlertid ikke enes om en aftale, og derefter pegede Venstre, Socialdemokratiet og Miljølisten i stedet på Sofie Valbjørn.
Alternativet har siden Sofie Valbjørns tiltræden oplevet, at hele to partiledere er fratrådt. Først partiets stifter Uffe Elbæk og siden Jospehine Fock, der efter knap et år på posten måtte erkende, at det var for svært at samle partiet. Københavns kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde, kandiderer til lederposten.
Det er ifølge Sofie Valbjørn endnu ikke afklaret, hvad fremtiden skal byde på, når hun forlader borgmesterkontoret til nytår. Hun har i øjeblikket orlov fra en stilling som konsulent i Esbjerg Kommunes borger- og arbejdsmarkedsforvaltning. mdbr@kl.dk