
Flere skærmbesøg og mere digital træning under corona
tekst Gitte Johansen
Ældre, handicappede og socialt udsatte har modtaget flere skærmbesøg og mere digital genoptræning under corona-epidemien end normalt. Det viser en ny Momentum-analyse på baggrund af en undersøgelse fra KL’s center for Velfærdsteknologi.
I undersøgelsen svarer 59 procent af kommunerne, at corona har givet flere skærmbesøg. Samtidig svarer hele 67 procent af kommunerne, at de har oplevet, at epidemien gav flere forløb med digitalt understøttet træning i hjemmet.
I Tønder Kommune oplever man, at angsten for at blive smittet har medført et stort ønske fra især de ældste borgere om at mindske den fysisk kontakt med hjemmeplejen.
– I foråret så vi, at der var borgere, der på trods af, at de havde et behov for hjælp, meldte den fra i perioder, fordi de var bange for at blive smittet. Det betød, at de var meget motiverede for andre løsninger som skærmbesøg, siger Aase Koch, afdelingschef for Pleje & Omsorg til Momentum.
Kommunen har især brugt skærmløsninger til at hjælpe borgerne med at tage deres medicin og selv at docere medicin. Borgerne har også været glade for muligheden for at ringe op efter et bad, hvis de har været nervøse for at falde og ligge alene på badeværelset.
I København bruger man også især skærmbesøgene til at hjælpe borgerne med deres medicin, og erfaringerne er rigtig gode.
– De kan vise pilleæsken til skærmen, og så kontrollerer vi, at det er de rigtige piller, og det rigtige antal, der indtages. Flere borgere doserer også deres medicin selv i pilleæsken med vejledning fra personalet. Der er der mange, der er rigtig glade for, fordi det giver dem en kontrol og et andet overblik end, når det er os, der doserer medicinen, siger Louise Nors Hansen, projektleder i Afdeling for Digitale Projekter i Københavns Kommune til Momentum.
På landsplan benytter 61 procent af kommunerne skærmbesøg på mindst et af områderne hjemmepleje, socialpsykiatri, handicap eller sygepleje. Det er mest udbredt i socialpsykiatrien, men er også i vækst i både hjemmeplejen og på handicapområdet. Også træningsteknologier, hvor borgere tilbydes for eksempel apps, online træningsprogrammer eller sensor- og videoløsninger til træning og genoptræning, har generelt været i vækst i de seneste år. I 2020 var det hele 81 procent af kommunerne, der tilbød digitalt understøttet træning. gij@kl.dk