
De fleste ønsker en slags afgangseksamen
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Det faglige efterslæb er ikke det største problem ved hjemmeundervisningen som følge af den delvise corona-nedlukning af folkeskolen. De fleste skolechefer og skoleledere er mere bekymrede for trivslen. Men for de store elever udgår folkeskolens afgangseksamen et særligt problem. Ved dette magasins deadline er der endnu ikke kommet en afklaring.
I en rundspørge, som Nyhedsmagasinet Danske Kommuner har foretaget blandet landets 98 kommunale skolechefer, svarer 22 procent, at afgangseksamen helt bør aflyses, mens 64 procent svarer, at den skal tilpasses, eventuelt med færre fag.
I Brønderslev Kommune er skolechef Carsten Otte klar til aflyse helt.
– Hvis vi ikke snart får eleverne ind igen, så synes jeg, vi skal aflyse. Jeg synes, det er et urimeligt psykisk pres at lægge på vores elever. Igennem et år har de haft andre muligheder fagligt. Jeg er sikker på, at vores lærere og UU-vejledere i dialog med elever og forældre sagtens kan finde ud af, om de er egnede til de ungdomsuddannelser, de gerne vil ind på. Den bekymring har jeg ikke, siger Carsten Otte.
Tilpasset form
Mange giver dog også udtryk for, at de unge skal have mulighed for at afslutte deres skoletid med eksamen. Derfor er de fleste tilhængere af en tilpasset form for afgangseksamen
– Først og fremmest vil de gerne have afklaring. Kom med den, så finder vi en løsning. Lige nu kan vi ikke svare på noget, og det er utrygt. Skolelederne er lidt delte på spørgsmålet. Nogle mener, vi bare kan køre eksamen. Andre er mere i tvivl. Alternativet er en mindre afholdelse af fagrækken, siger Ann Kathrine Eriksen, der er konsulent på børne- og skoleområdet i Nordfyns Kommune og fortsætter:
– Det vil være godt for at forberede de unge på eksamensformen og forberede dem på ungdomsuddannelse. Så er der hele det aspekt, der handler den gode afslutning på deres skoletid og festligholdelsen, der også kræver planlægning, siger hun.
I samme kommune er Sara Johansen skoleleder på Særslev-Hårslev-Skolen. Hun vil rigtig gerne have, at de unge får mulighed for at gå til eksamen. Hun ser gerne, at skolerne får frihed til at prioritere de fag, der har haft svære vilkår under fjernundervisningen. Sara Johansen oplever, at eleverne har haft en del dansk og matematik, mens de praktiske fag, der indbefatter en form for produktion har haft det sværere. Det gælder for eksempel fysik og kemi. Derfor mener hun også, at eleverne skal kunne komme op i færre fag, og at udtræksfagene måske skal være kendt på forhånd, så lærere og elever kan fokusere på dem.
– Måske skal udtræksfagene ikke være hemmelige. Jeg ville være ked af, hvis vi aflyste eksamenerne igen i år. For så kommer børnene ud af folkeskolen uden at prøve eksamensformen, og så venter alvoren på erhvervsuddannelser og ungdomsuddannelser, og de har ikke haft chancen. Det, synes jeg, er ærgerligt, siger Sara Johansen.
Sigrid Marie Eltved Krogsgård er elevrådsformand på Søndergades Skole i Brønderslev. Hun kan skrive under på, at de uafklarede spørgsmål om afgangseksamen er noget, der presser og stresser eleverne i 8. og 9. klasse.
– Nu ser det ud til, at vi måske ikke skal til eksamen. Det er mærkeligt og påvirker os. Jeg er uddannelsesparat, men det er der mange, der ikke er, og dem har jeg ondt af. De har ikke mulighed for at komme til eksamen og få deres karakter bedre, så de kan komme videre med deres uddannelser, siger hun. • tkn@kl.dk
##ContentBoxStart##261963##ContentBoxEnd##
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-3-side-8.pdf