
Venstre-profil dropper dobbeltmandat
tekst Anna Törnqvist Jensen
Christoffer Aagaard Melson, der er gruppeformand for Venstre i Vejle Byråd, vil ikke være at finde på stemmesedlen ved det kommende kommunalvalg. Han har nemlig besluttet at sige farvel til byrådet i Vejle for at fokusere på at være folketingsmedlem, som han har været siden folketingsvalget i 2019.
– Det har været en svær beslutning. Jeg holder meget af at sidde i byrådet. Men jeg har fået mange nye opgaver i Folketinget, og jeg vil ikke risikere at ende i en situation, hvor folk kan sige, at jeg ikke passer mine hverv 100 procent, siger han til Vejle Amts Folkeblad.
Christoffer Aagaard Melson blev valgt til byrådet i Vejle første gang i 2014, hvor han blev formand for arbejdsmarkedsudvalget og siden teknisk udvalg. Den post sagde han farvel til, da han opnåede valg til Folketinget, men fortsatte altså som gruppeformand for den 10 mand store byrådsgruppe. Nu skal Venstre i Vejle dog finde en ny gruppeformand, og når Christoffer Aagaard Melson ifølge Vejle Amts Folkeblad formentlig i marts siger endeligt farvel til byrådet, træder Venstres førstesuppleant, John Bille, ind.
– Jeg har en rigtig god suppleant i John Bille, der på den måde får mulighed for at komme ind i arbejdet inden valget til november, siger Christoffer Aagaard Melson til det lokale medie. antj@kl.dk