
Skolepersonale får to lyntest om ugen
tekst Anna Törnqvist Jensen
På mandag kan de yngste skoleelever vende tilbage til klasseværelserne, og i den forbindelse sætter Justitsministeriet, Sundhedsministeriet, regionerne og kommunerne en model for test af lærere, pædagoger, skoleledere og andre medarbejdere på skolerne i gang.
Arbejdet med at kvikteste personalet på skolerne vil begynde i løbet af næste uge i forbindelse med genåbningen for de yngste elever, og fra næste uge kan personalet tilbydes to ugentlige kviktest. Inden skolestart opfordres skolepersonalet også kraftigt til at få taget en PCR-test.
– Vores medarbejdere skal kunne gå trygt på arbejde. Og forældre og elever skal være sikre på, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at møde op. Derfor er det vigtigt, at vi får en god model for test af personalet på skolerne. Der er rigtig meget, der skal på plads både logistisk og oplæringsmæssigt, inden vi kan gå helt i gang, men vi arbejder på højtryk i disse dage. Og heldigvis har kommunerne jo gennem hele epidemien vist, at netop højtryk er noget, vi arbejder særdeles godt i. Men vi håber naturligvis på en vis tålmodighed fra såvel personale som forældre, indtil vi er helt på plads med alt, siger KL’s formand Jacob Bundsgaard (S) i en pressemeddelelse.
Modellen, som aktørerne på området er ved at udarbejde, tager nemlig udgangspunkt i, at kviktest af personalet på skolerne bliver foretaget på skolen. Det bliver frivilligt, om man vil lade sig teste, og testning vil som udgangspunkt foregå i arbejdstiden eller i umiddelbar tilknytning til arbejdstiden.
Oplæring går i gang
Det bliver kommunerne selv, som skal teste personalet på skolerne. Arbejdet går derfor nu i gang med at få oplært personale til at kunne pode, aflæse svar, indberette testsvar og lignende.
– Personalet på landets skoler vil blive tilbudt at blive kviktestet to gange om ugen. Det er et vigtigt værktøj til at bryde potentielle smittekæder hurtigt og dermed også et væsentligt element i den begrænsede genåbning, som vi nu heldigvis kan se frem til for de mindste skoleelever. Derfor er det også afgørende, at personalet på landets skoler nu gør brug af tilbuddet om kviktest, så vi sikrer, at genåbningen foregår så forsvarligt som muligt, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) i pressemeddelelsen.
Testmodellen kører i sit eget spor og med andre leverandører og vil dermed ikke bruge af den mobile kviktestkapacitet, som dækker plejehjem, hjemmeplejen, sociale institutioner og daginstitutioner.
KL oplyser videre, at kommunerne kviktester på livet løs på landets plejehjem, og at de første kommuner snart er klar til at rulle de mobile testenheder videre fra plejehjemmene. I takt med at vaccinationerne får fuld virkning på plejehjemmene, vil den mobile testkapacitet nemlig blive udvidet til også at omfatte sociale institutioner og daginstitutioner, som det fremgår af den prioriterede liste fra Sundhedsministeriet og Justitsministeriet.
– De første kommuner er faktisk allerede ved at være forbi de 14 dage, der skal gå fra det andet stik til, at vaccinerne dækker fuldt ud. Derfor er kviktestbilerne allerede flere steder blevet dirigeret videre ud til sociale institutioner og daginstitutioner. Og i resten af landet vil det ske i løbet af de næste 14 dages tid godt og vel, siger Jacob Bundsgaard i pressemeddelelsen. antj@kl.dk