
Storbanker sidder tungt på kommunernes bankforretninger
Mere end 70 procent af landets kommuner bruger enten Danske Bank eller Nordea til deres daglige bankforretninger. Det viser en rundspørge foretaget for Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.
Resultatet er paradoksalt, fordi en lang række af borgmestre og byrådspolitikere i de senere år har ønsket et brud med de selv samme banker som følge af sager om blandt andet hvidvask.
Ifølge bankekspert Lars Krull bliver kommunerne hængende, fordi bankerne leverer varen i det daglige.
– Hvis man bliver behandlet ordentligt af sin bank, og hvis banken er god til det, den gør, så skifter man ikke bank. Det ser ud til at være tilfældet for både privatkunder og for kommunerne. Der er ingen tvivl om, at både Danske Bank og Nordea er rigtig gode til at håndtere offentlige kunder som kommunerne, siger Krull, der er seniorrådgiver på Aalborg Universitet.
Årelang dominans
77 af landets 98 kommuner har deltaget i Danske Kommuners rundspørge. Deres svar viser, at Danske Bank sidder på den største del af markedet efterfulgt af Nordea, mens der er langt ned til de nærmeste
konkurrenter.
Dermed er markedsforholdene stort set uændrede, når man sammenligner med tilsvarende undersøgelser, som Jyllands-Posten gennemførte i 2010 og igen i 2017. De viste, at Danske Bank og Nordea sad på tilsammen 70-80 procent af kommunerne.
Højt på byrådets agenda
I de senere år har en lang række af kommuner ellers ytret et ønske om at finde en anden bank end netop Danske Bank og Nordea. Det er sket i forbindelse med de sager om hvidvask, der har fyldt meget i den offentlige debat – ikke mindst hvidvaskskandalen i Danske Banks estiske filial.
Rundspørgen viser således, at der i mere end hver tredje kommune har været politiske drøftelser af et bankskifte i denne valgperiode, altså siden 2017. Det vil sige, at et bankskifte har været på dagsordenen i enten byrådet eller økonomiudvalget.
Tallet er endnu højere for de kommuner, der har Danske Bank som bank. Flere end halvdelen af de kommuner, der er kunder i Danske Bank, har således haft forholdet til banken på den politiske dagsorden, viser rundspørgen.
Kun Danske Bank bød ind
En af de kommuner er Bornholms Regionskommune. Her meldte man ud i slutningen af 2018, at kommunen agtede at stoppe samarbejdet med banken som følge af hvidvaskskandalen.
Efter en udbudsproces gik den nye kontrakt dog senere til selv samme bank.
”Vi har haft opgaven i udbud, men der har ikke været andre interesserede end Danske Bank, og så har vi valgt at beholde Danske Bank,” siger borgmester Thomas Thors (S).
Danske Bank: Stor interesse for dårlige sager
Hos Danske Bank har man også mærket, at mange af kommunekunderne har været kritiske overfor banken. Det fortæller direktør Niels Bang-Hansen, der har ansvaret for bankens erhvervskunder i Danmark, herunder kommunerne.
– Vi oplever, at der er en meget stor interesse for, hvordan Danske Bank håndterer alle de dårlige sager, og om vi vitterligt mener, at vi tager fat om problemerne og får ryddet op. Fordi vi tager det alvorligt, og fordi vi har en fuld åbenhed og gennemsigtighed, så virker det altså til – her tre år efter Estland-sagen – at vi har en stort set uændret markedsandel, siger han. •
##ContentBoxStart##262190##ContentBoxEnd##
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-4-side-6.pdf