Ny viden
tekst Mads Brandsen
En gave til socialområdet
BØGER /// Dorte Bukdahl peger i sin spændende bog om det komplicerede socialområde på, at nye redskaber og nye faglige metoder alt for ofte ledsages af et håb om, at man nu har knækket koden på væsentlige samfundsproblemer. Men når metoderne skal implementeres, melder kompleksiteten sig. Det ender alt for ofte med, at fagpersoner og politikere ikke ser de resultater, de havde håbet på, hvilket ofte fører til ærgrelse og desillusion. Det kan jeg skrive under på som direktør for børneområdet i 20 år! Bogen kan anbefales, primært til praktikere og forvaltningsfolk, men dens svaghed er, at den sine steder bliver for nørdet.
Læs hele Per B. Christensens anmeldelse på danskekommuner.dk
Coronakrisen får kommunerne til at låne mere
ØKONOMI /// Kommunernes gæld er siden 2015 blevet gradvist mindre år for år – men sådan gik det ikke i 2020, viser dugfriske tal fra Danmarks Statistik, der bygger på kommunernes regnskaber. Fra 4. kvartal 2019 til 4. kvartal 2020 er kommunernes samlede gæld vokset med 2,75 milliarder kroner, så den i dag udgør 82,2 milliarder kroner. Samtidig har kommunerne i løbet af 2020 brugt væsentligt af de likvide midler. I alt har kommunerne taget 5,66 milliarder kroner op af kasserne, så de i dag sammenlagt rummer 37,48 milliarder kroner. •
Sverige er bedst til økomad i det offentlige
INDKØB /// Danmark må tage til takke med andenpladsen, mens Sverige vinder de uofficielle skandinaviensmesterskaber i økologisk mad i kantiner, børnehaver mv. Mens svenskerne spiser 39 procent økologisk, er andelen i Danmark 22 procent. Norge ligger helt i bund med blot én procent. Det viser ny forskning fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet. Ifølge forskerne er en del af forklaringen, at Sverige har sat konkrete måltal for andelen af økologiske madvarer. •
90.000 flere vil arbejde hjemme efter corona
ARBEJDSLIV /// Omkring en halv million danskere arbejder hjemmefra under coroanakrisen, og det vil mange af dem gerne blive ved med at gøre, når coronaen er drevet over. Det viser en analyse, som Dansk Industri har udarbejdet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og en undersøgelse fra organisationens virksomhedspanel, som 1.122 virksomheder med i alt 121.000 ansatte har svaret på. Før coronaen arbejdede 50.000 danskere hjemme en tilfældig hverdag. Nu siger 140.000 danskere, at de gerne vil arbejde mere hjemme, selv når restriktionerne er ophævet. •
Nedlukning betyder kun lidt for ledigheden
ARBEJDSMARKED /// Man kunne have frygtet en eksplosion i arbejdsløsheden som følge af den anden nedlukning af samfundet, der blev iværksat i december. Men så galt er det ikke gået, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der bygger på tal fra Beskæftigelsesministeriet. Antallet af nytilmeldte ledige er vokset med knap 19.300 personer fra midten af december til starten af februar, hvilket ikke er usædvanligt for denne periode, når man kigger fem år tilbage. Under nedlukningen i foråret 2020 steg ledigheden på ganske kort tid med 50.000 personer. Coronakrisen har dog øget antallet af langtidsledige, så det med 33.000 personer er det højeste i seks år. •
Demografi og geografi forklarer udgiftsforskelle
ØKONOMI /// Nogle kommuner bruger 30.000 kroner pr. borger på 65 år eller derover – mens andre bruger det dobbelte. Og det er der gode grunde til, viser en analyse fra VIVE – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som bygger på Eco Nøgletal. På ældreområdet kan hele 72 procent af udgiftsforskellene nemlig forklares med, at kommunerne har forskellig velstand, geografi og befolkningssammensætning. Disse faktorer kan også forklare spredningen i kommunernes udgifter på en lang række andre velfærdsområder, viser analysen. •
YDERLIGERE MATERIALE
-
PDF
DK-4-side-29.pdf