
Esbjerg får Europas største power-to-X-anlæg
tekst Mads Brandsen
Hvis alt går efter planen, kan Esbjergs borgmester i 2026 klippe snoren til et nyt power-to-X-anlæg, der forvandler energi fra havvindmøller til ammoniak, der både kan bruges til gødning og som CO2-neutralt brændstof til skibsfarten.
Anlægget bliver Europas største af slagsen med en kapacitet på 1 gigawatt.
Det oplyser bygherren bag anlægget, Copenhagen Infrastructure Partners, på et pressemøde tirsdag.
Foruden gødning og brændstof genererer det nye anlæg, der kommer til at koste 7,5 milliarder kroner, også overskudsvarme, der kan bruges til at opvarme op mod en tredjedel af husstandene i Esbjerg. Anlægget forventes at kunne reducere CO2-udledningen med op mod 1,5 millioner tons om året.
Bag projektet står store danske virksomheder som Arla, Danish Crown, DLG, A.P. Møller – Mærsk og DFDS.
Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), glæder sig over anlægget, der ifølge ham har en helt naturlig beliggenhed i Esbjerg.
– De seneste ti år har vi været Europas og verdens center for udskibning af vindmøller. Nu påbegynder vi en ny æra, hvor Esbjerg i bredere forstand bliver centrum for grøn energi i hele Nordsø-området, hvilket styrker Esbjergs position som byen, hvor den grønne omstilling har højeste prioritet. Vores mål er, at Esbjerg allerede er CO2 neutral i 2030, og dette er et vigtigt skridt på vejen, siger han.
Han kan se frem til, at det nye power-to-X-anlæg skaber mellem 100 og 150 permanente arbejdspladser til byen. Og han forventer også, at hele den syddanske region vil nyde godt af anlægget.
– Med de yderligere planer, der er for udbygning af havvind, så som Energiøen her på vestkysten, så vil vi nok se flere tiltag i mindre målestok. Det betyder vækst og beskæftigelse for hele vores område – og det placerer Danmark solidt på det globale bæredygtigheds-verdenskort, siger Jesper Frost Rasmussen. mdbr@kl.dk