
Statsligt OK21-forlig med seniorbonus
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
I ugen op til vinterferien blev skatteminister Morten Bødskov (S) på arbejdsgivernes side og Rita Bundgaard, som er repræsentant for de statsansatte, enige om et treårigt forlig. Forliget fastsatte en økonomisk ramme på 6,75 procent over de tre år, hvoraf 4,42 procent går direkte til lønstigninger.
– På trods af de svære omstændigheder, som coronakrisen har bragt med sig, er vi lykkedes med at levere et godt resultat inden for rammerne af den danske model. Vi varetager som parter forskellige interesser, men vi har haft et tillidsfuldt og konstruktivt forløb, og vi er enige om vores fælles ansvar for at understøtte velfungerende arbejdspladser i staten. Det vil vi arbejde sammen om i et partnerskab, der skal understøtte den fortsatte udvikling af attraktive statslige arbejdspladser, sagde skatteminister Morten Bødskov, efter aftalen var indgået.
Aftalen indeholdt som noget nyt et seniortiltag til de statsligt ansatte, der er over 62 år. De får en årlig seniorbonus på 0,8 procent af deres løn. Vil de i stedet holde fri, kan bonussen veksles til to fridage, eller den kan indbetales til pension.
Formand for Centralorganisationernes Fællesudvalg, Rita Bundgaard, der også er formand for HK Stat, pegede på, at forliget sikrer de statsansattes realløn de næste tre år.
– Det er jeg rigtig tilfreds med. Vi har spændt et solidt sikkerhedsnet ud under de statsansattes lønudvikling – både i form af sikring af reallønnen, men også ved, at vi fortsat sikrer en parallel lønudvikling med de privatansatte. Og det er navnlig vigtigt i et treårigt forlig. For det betyder, at når væksten i dansk økonomi igen kommer tilbage på sporet, så vil vores lønudvikling følge med op. Det er derfor en ansvarlig aftale – også for de statsansatte, lød det fra Rita Bundgaard. • jki@kl.dk