
Der er mest godt at sige om regeringens udspil
Den 27. januar 2021 kom regeringen med sit udspil ”Børnene Først” med hele 43 initiativer. Regeringens fokus er som forventet flere og tidligere anbringelser og bortadoptioner og en ny Barnets Lov med flere rettigheder til børnene.
KL er overordnet positiv overfor udspillet, men sætter også spørgsmålstegn ved nogle af initiativerne. Hvis vi skal tage en tour de force igennem udspillet, handler det især om tre initiativer; flere tidligere og permanente anbringelser, ekstra sagsskridt samt forslaget om en helt ny reform af familieplejeområdet.
Starter vi med initiativet om flere tidligere og permanente anbringelser, er der som lovet ikke sat et måltal for antallet. Til gengæld er det tydeligt, at regeringen ønsker, at flere børn skal have en ny og blivende familie, og at de skal have det tidligere og i længere tid, end vi ser i dag.
KL er med på, at børn, der anbringes tidligt, klarer sig bedre end sent anbragte. Det, vi til gengæld ikke ved, er, om en anbringelse ruster børnene til et godt voksenliv. Adskillige eksperter peger på, at anbringelse ikke er en mirakelkur. Det havde været godt, hvis regeringen havde haft en klar vision om, hvad en god anbringelse er. For KL er det vigtigt, at vi får drøftet, hvordan vi kan arbejde med at øge kvaliteten i anbringelsen, herunder også drøfte de anbragte børn og unges skolegang, som ifølge forskningen er den største beskyttelsesfaktor.
Det andet initiativ er en ny Barnets Lov, herunder flere sagsskridt i form af blandt andet ”second opinions”.
KL vil gerne kvittere for, at regeringen har lyttet til de gode resultater fra de tre frikommuneforsøg. Men det ærgrer KL, at regeringen samtidig foreslår sagsskridt i form af blandt andet ”second opinions”. Sagsskridt, der primært handler om mistillid til kommunernes arbejde. Vi bliver nødt til at gøre op med den mistillid. En mistillid, der harmonerer dårligt med regeringens samtidige ønske om færre sagsbehandlerskift.
Det tredje og sidste initiativ er en ny reform på familieplejeområdet, hvor regeringen foreslår en organisering med fem regionalt placerede plejefamiliecentre.
Der er ingen tvivl om, at familieplejeområdet er udfordret af blandt andet problemer med rekruttering. KL er bare i tvivl om, om initiativet vil kunne løse den rekrutteringsudfordring vi står med, og om fem centre vil kunne øge kvaliteten. For KL er det vigtigt, at et nyt initiativ på området har fokus på, hvad der er bedst for barnet.
KL ser frem til at drøfte regeringens udspil og vil animere til, at regeringens nærhedsreform om at mindske bureaukrati og kontrol også gennemsyrer udspillets enkelte initiativer.