
Ny chef til Center for Pleje og Omsorg i Rebild
tekst Gitte Johansen
56-årige Birgitta Sloth Christiansen starter 1. april som chef for Center Pleje og Omsorg i Rebild Kommune. Med sig har hun 20 års ledelseserfaring, primært på det kommunale område. Heraf otte år som områdechef i Sundhed og Omsorg i Århus Kommune og fire år som HR- og Arbejdsmiljøschef i Aalborg Kommune. Hun har de seneste tre år været ansat i Kriminalforsorgen som institutionschef for Institution Nordjylland med drifts- og ledelsesansvaret for de nordjyske arrester.
Jes Lunde, kommunaldirektør i Rebild Kommune ser frem til samarbejdet med Birgitta Sloth Christiansen.
– Vi er rigtigt glade for, at det er lykkedes at tiltrække så stærk en kandidat med over 20 års ledererfaring. Hun kommer med stor erfaring og engagement til at lede, vise vejen og understøtte ledere og medarbejdere, så der bliver skabt resultater til gavn for borgerne, siger han.
Hovedpersonen selv, Birgitta Sloth Christiansen, ser frem til at begynde i det nye job.
– Jeg glæder mig til at blive en del af Rebild Kommune og til at lære organisationen godt at kende. Det bliver spændende og udfordrende at være med til at fortsat at udvikle centrets områder i forhold til fremtidens behov, siger hun.
Birgitta Sloth Christiansen overtager stillingen efter Pil Rahbek, som har fået nyt job i Specialsektoren Region Nordjylland som chef for området voksne udviklingshæmmede. gij@kl.dk