
Byråd dropper budgetforhandlingerne
tekst Mads Brandsen
Allerede inden de første streger på papiret er tegnet, er Billund Byråd blevet enige om at droppe budgetforhandlingerne i år.
Det skriver JydskeVestkysten.
– Vi synes, at det lige præcis i år med budgettet for 2022 kunne være godt, hvis vi tager et år, hvor vi ikke gør noget. Vi laver et teknisk budget, så de ændringer, der kommer i forbindelse med økonomiske forhandlinger og almindelige fremskrivninger bliver indarbejdet. Ellers laver vi ikke noget andet i vores budget for 2022, siger borgmester Ib Kristensen (V) til avisen.
Med budgettet for 2021 blev der vedtaget en række besparelser, der er i gang med at blive udmøntet. Set i det lys vil politikerne ikke bede forvaltningen om at lave et nyt sparekatalog. Selv hvis budgettet holder, regner Billund Kommune med at komme ud af 2021 med et underskud.
Noget bliver dog, som det plejer. Til efteråret vil politikerne mødes for at drøfte, hvilke anlægsprojekter, der skal sættes i gang næste år. mdbr@kl.dk