Region reserverer vacciner til kommunalt frontpersonale
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
I dag torsdag kører Region Sjælland vaccinering af kommunalt frontpersonale på så højt blus som muligt. Regionen har nemlig afsat 17.000 doser vaccine til kommunalt ansat sundheds- og omsorgspersonale, der vil kunne få det første af to prik i de kommende uger.
Region Sjælland har modtaget 7.600 doser – og der kommer forventligt 9.900 doser mere i næste uge – af AstraZeneca-vaccinen, der skal gives til personer mellem 18 og 64 år.
– Vi ønsker at vaccinere så mange som muligt, og vi håber, at tiderne, der nu åbnes for, bliver flået væk. Vaccinationerne hjælper personalet med at passe på sig selv, deres kollegaer og ikke mindst borgerne, som de hver dag hjælper, siger Jesper Gyllenborg, vicedirektør på Sjællands Universitetshospital og ansvarlig for den sygehusbaserede del af vaccinationsprogrammet i Region Sjælland.
Vaccinedoserne er fortrinsvis målrettet de 17.000 kommunalt ansatte, men der vil også være personale på sygehusene i målgruppen for vaccinen. Regionen forventer at alle ud af de 17.000, som ønsker vaccinen, inden for tre uger vil have modtaget den første af i alt to vaccinationer.
Personalevaccinationerne foregår på fire af regionens sygehuse i form af Holbæk Sygehus, Slagelse Sygehus, Nykøbing Falster Sygehus og Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Centrene på sygehusene har åbent alle ugens dage fra 8.00 til 16.00, og tid til vaccination skal bestilles på www.vacciner.dk. jki@kl.dk