
Kommunerne er klar til at teste lærerne
tekst Gitte Johansen
Kommunerne fik en ny stor hasteopgave, da regeringen og KL midt i sidste uge blev enige om, at kommunerne selv skal stå for opgaven med at lynteste medarbejderne i folkeskolen. På fredag er 88 af landets kommuner klar. 82 kommuner har fundet eget personale og fået oplært de lokale podere, mens seks kommunerne har udliciteret opgaven til Falck.
I Esbjerg Kommune er det også gået hurtigt, og her til morgen er det første hold nyoplærte podere sendt ud for at teste lærerne på kommunens skoler.
– De blev oplært tirsdag, og vi er klar til at give alle skoler et tilbud om test i dag eller på fredag, siger Arne Nikolajsen, direktør for sundhed & omsorg i Esbjerg Kommune.
Esbjerg Kommune har valgt at trække på det sundhedsfaglige personale i form af hjemsendte sygeplejersker fra den patientrettede forebyggelse og ansatte på kommunens tandklinikker. Og nu håber kommunen, at lærerne vil tage godt imod tilbuddet.
– Når Danmarks Lærerforening lægger op til, at lærerne skal testes, så må vi gå ud fra, at de gerne vil. Men min erfaring fra ældreplejen er, at de ansatte ikke er vilde med næsetesten. De vil hellere have pcr-testen. Så vi er selvfølgelig spændte på, hvordan de tager imod det, siger Arne Nikolajsen.
Livreddere og sundhedsplejersker
Det er Falck og Cph Medical, der står for oplæring af det kommunale personale i 86 af landets kommuner. Ifølge tal fra KL er 82 kommuner klar med oplærte podere før vinterferien, mens oplæringen i fire kommuner finder sted i de første dage efter ferien. En enkelt kommune har valgt en lokal løsning for oplæringen, mens en kommune har fravalgt ordningen og i stedet bruger de offentlige testcentre. Fire kommuner har endnu ikke indgået en konkret aftale om undervisning af lokale podere, men det falder formentlig på plads i dag.
Seks kommuner har valgt at udlicitere hele opgaven til Falck. Det drejer sig om København, Høje-Taastrup, Aalborg, Favrskov, Fredericia og Kalundborg.
Langt de fleste kommuner har udpeget kommunale medarbejdere til opgaven. I Ringsted har livredderne fra den lokale svømmehal sagt ja til opgaven. I Frederikssund har man valgt at uddanne kommunens sundhedsplejersker.
Aarhus har ansat 100 ledige
I Aarhus har kommunen valgt at gå en anden vej og har ansat ledige til opgaven. Torsdag i sidste uge bad forvaltningen det lokale jobcenter om at finde relevante kandidater, og i går aftes havde de fundet 100 interesserede.
– Hovedårsagen til, at vi har valgt den løsning, er, at vi gerne vil have, at medarbejderne på skolerne bruger deres tid på undervisningen og børnenes trivsel. Samtidig havde vi en ide om, at vi havde så stor corona-ledighed, at det ville være muligt at sikre job til nogle ledige, så vi kunne slå to fluer med et smæk, siger Thomas Medom (SF), rådmand for børn og unge.
Oplæringen af de 100 nyansatte podere står Falck for, og på mandag tester Aarhus de første lærere på kommunens specialskoler. Mandag efter vinterferien er indsatsen oppe i fuld skala.
Også i Aarhus håber rådmanden, at skolepersonalet vil tage godt imod poderne.
– På den ene side forstår jeg godt, at mange ikke synes, det er det mest behagelige i verden at få stukket en vatpind op i næsen. Men de fleste ved jo godt, at det kan minimere risikoen for nedlukninger og hjemsendelser, og så tror jeg, at lærerne er glade for, at vi har valgt en model, hvor det ikke er kollegaer, der skal teste hinanden, siger Thomas Medom.
Det er frivilligt for personalet på skolerne at lade sig teste, og testning vil som udgangspunkt foregå i arbejdstiden eller i umiddelbar tilknytning til arbejdstiden.
Separate spor
Testmodellen på skoleområdet kører i sit eget separate testspor. De ugentlige kviktest på skolerne vil med andre ord ikke komme til at trække på kapaciteten fra de mobile kviktestenheder, som dækker plejecentre, hjemmeplejen, sociale institutioner og daginstitutioner. gij@kl.dk