Aktuelt
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
En grøn jul
Kolding vil gøre julen grøn. I en tid med masser af forbrug og affald gør de nu et forsøg på at være mere miljørigtige. For eksempel kan man frem til jul møde op på en opsat indpakningsstation, hvor man gratis kan pakke sine julegaver ind i materialer som tekstiler og pap, der alt sammen kan bruges igen. Det traditionelle gavepapir er nemlig ikke specielt miljøvenligt. Det glitrende papir skal i skraldespanden og videre til forbrænding, fordi det indeholder en hel del farve eller er overfladebehandlet. Stationen er opsat ved Bæredygtighedshuset i Kolding, og man kan oveni gaveindpakningen også lige få en sniksnak om en mere bæredygtig jul.
6,4
procent er husholdningernes samlede vandforbrug steget med fra 2019 til 2020. 15 millioner kubikmeter. Det samlede vandforbrug er nu på det højeste siden vandregnskabets start i 2010.
Kilde: Danmarks Statistik
Digitale sløjdlokaler
Fredensborg får nu mulighed for at indrette de såkaldte makerspaces, en slags digitale sløjdlokaler, på alle skoler i kommunen. De har fået en stor donation fra VILLUM FONDEN, der gør det muligt. I et makerspace kan eleverne arbejde med avanceret teknolog. Det kan for eksempel være med 3D-printere, hvor de kan designe og finde på innovative løsninger til virkelighedens problemer. Det kan altså hjælpe eleverne med deres kreativitet i deres arbejde med forskellige opgaver og projekter. Men det er ikke ligetil at bruge sådanne makerspaces. Derfor sender kommunen også 500 lærere, pædagogiske medarbejdere og ledere på et kompetenceudviklingsforløb.
Førerløse busser i Aalborg takker af
I marts 2020 introducerede Aalborg førerløse busser. Borgerne har overordnet set været glade for de selvkørende busser, som har krævet tålmodighed at få til at køre upåklageligt. Busserne blev dog aldrig 100 procent førerløse. Der har hele tiden været en operatør i hver bus, som dog har været med til at menneskeliggøre busserne, viser en spørgeskemaundersøgelse, som Aalborg Universitet har lavet. Nu takker busserne dog af, og projektet med busserne stoppes. Det sker efter mere end 30.000 tilbagelagte kilometer og over 20.000 passagerer. Det har været Danmarks første forsøg med selvkørende køretøj på offentlig vej. Nu skal projektet evalueres, og kommunen skal vurdere, om projektet skal fortsætte.
Pølsevogn får sundhedsløft
A’Rosas pølsevogn’ i Horsens har eksisteret i 25, og i al den tid har man kunnet få serveret burgere, pølser og pommes frites. Men nu ændrer de lidt i menuen, hvor økologi og sundhed skal fylde mere. Kommunen går op i sundhed, og derfor så de ikke så meget mening med, at unge fra et lokalt aktivitetstilbud kunne komme og spise burgere i pølsevognen. Så nu skifter den også navn til ”Frokostboden”. Frokostboden drives af personer med funktionsnedsættelse og er en del af Horsens beskæftigelsestilbud, hvor førtidspensionister i støttet beskæftigelse driver vognen. Kommunen har flere beskæftigelsestilbud, hvor borgerne har mulighed for at afprøve lidt forskelligt. Det kan derfor også fungerer som en slags oplæring til at komme videre i erhvervet.
Nissernes by får kæmpe nissehue
Skandinaviens måske største nissehue finder man denne jul i Varde, der kalder sig selv for nissernes by. Siden 1970’erne har man i byen været kendt for de mange nisser, der hænger rundt omkring i byen. I år kan man finde op mod 300 nisser i Varde. Og nu har byen altså også en kæmpe nissehue hængende på rådhusets spir. Huen er faconsyet af 120 kvadratmeter stof og måler 7,95 meter i højden og 24 meter i omkredsen. En nissehue i den skala er ikke gratis. Kommunen skal af med 33.000 kroner plus moms. De er dog blevet bevilget af kommunens økonomiudvalg med borgmesteren i spidsen. De synes nemlig, at det er en fin markering af Varde som nissernes by. Og kommunen har da også planer om, at julen ikke skal begrænses til december. De vil gerne lokke flere tyskere til, og det skal gøres igennem jul. Også om sommeren.
Filmfest i Vest
Den røde løber rulles ud i Ringkøbing-Skjern under den årlige Filmfest i Vest med et stort awardshow. Her deltager 8.- og 9.klasseselever og lærere fra skoler i kommunen. De har været igennem et såkaldt POV-forløb med workshops om grundprincipperne i at lave film. Det er endt ud i 60 kortfilm, der skal vurderes af en jury, der består af professionelle filmfolk og undervisere på filmuddannelser. Til festivalen uddeler de priser, der hylder folkene bag kameraet. Formålet er at skabe fortællere, der kan gå ud i verden og skabe film med udgangspunkt i hjemegnen. De håber, at det i fremtiden kan være med til at give et realistisk billede af den vestlige del af Danmark.
Egedals naturkorps er klar til mission
18 borgere i Egedal er blevet uddannede naturambassadører, en uddannelse kommunen udbyder. Det sker over tre kursusgange, hvor deltagerne føres dybt ind i biologiens verden. De har fået viden om forskellige arter, hvordan man kan forbedre biodiversiteten igennem udvikling af forskellige arealer. På kurset var der en god blanding af borgere. Der var både private haveejere og repræsentanter fra grundejerforeninger, som kan give deres viden videre til andre borgere og hjælpe kommunen i en grønnere retning. Og netop det med at give viden videre og engagere andre var også noget, der indgik i kurset. Kommunen håber på at få endnu flere naturambassadører, når foråret indtræder, men for nu går de i vinterdvale.
Bevægelsesjulekalenderen
December og julen er normalt forbundet med fed mad og sovs i stride strømme. Men julen er faktisk også en af de mest aktive tider. 1.456 skoler har nemlig bestilt Dansk Skoleidræts bevægelsesjulekalender. Det svarer til 230.000 elever, der skal give den gas med bevægelse i hele december. Bag lågerne i julekalenderen finder man hver dag, en QR-kode, der fører videre til videoer med bevægelsespauser. De giver et afbræk i undervisningen og kan være til gavn for elever og læreres læring og trivsel. Man finder flere kategorier, og tanken er, at klassen snakker om kategorierne og derigennem får sat nogle ord på bevægelse og aktivitet. Det giver dem en mere nuanceret forståelse for bevægelse, der kan gavne hele året rundt.