
Aarhus vil have en sundere alkoholkultur
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Aarhus Kommune vil have alkoholindtaget sænket hos de unge. Kommunen mener, at der er en herskende drukkultur, og den vil gøre op med. Byrådet har vedtaget en 7-punktsplan, skriver kommunen i en pressemeddeldelse.
Kommunen har lavet sin egen undersøgelse, som viser, at 37 procent af unge på ungdomsuddannelserne har sagt nej til et arrangement, fordi de ikke ville drikke alkohol.
– Det skal være ok at sige nej til alkohol. Og vi skal også drikke mindre. Mange unge efterspørger fællesskaber, hvor det ikke kun er alkohol, der fylder. Det skal vi lytte til, siger Jette Skive (DF), der er rådmand for sundhed og omsorg, i pressemeddelelsen.
Planen er lavet i et samarbejde mellem magistratsafdelingerne for sundhed og omsorg samt børn og unge sammen med flere aktører i byen, heriblandt uddannelsesinstitutioner, idræts- og kulturforeninger og politiet og unge.
Den er delt op i syv punkter og indeholder blandt andet at styrke forældreansvaret, skabe alternative fællesskaber og at foretage strukturelle forandringer.
En af de strukturelle forandringer skal være en alkoholfri sidste skoledag. Og en europæisk undersøgelse viser da også, at de danske 9. klasses elever ligger helt i top, når det kommer til alkoholforbrug.
Det er dog ikke kun kommunale tiltag Aarhus sigter efter. De appelerer også til at aldersgrænsen for at købe alkohol sættes ned, og det forslag er rettet mod Christiansborg.
– Det er veldokumenteret, at lande med højere aldersgrænser for salg af alkohol har færre børn og unge, der drikker. Vi er et af de sidste lande i Europa, hvor det stadig er tilladt at sælge alkohol til unge under 18 år. Men det er altså ikke en naturlov, at man skal drikke som 16-årig. I Aarhus står vi sammen på tværs af byen for at skabe rammerne for en sundere alkoholkultur blandt unge. Men vi har brug for national handling, så vi får hævet aldersgrænsen, lyder det fra Thomas Medom (SF), rådmand for børn og unge, i pressemeddelelsen.
Til TV2 Østjlylland siger Thomas Medom til spørgsmålet, om de unge ikke blot vil få ældre personer til at købe alkohol for dem, at det ikke er noget problem.
– Jo, og det må man gerne. Det er en del af pointen, for er der en ældre inde over, er der mulighed for, at indtaget bliver mere ansvarligt. Der er en sandsynlighed for, at der er ældre personer med til den fest, der indkøbes alkohol til. Så kan det være, at den unge eksempelvis ikke drikker lige så meget på lige så kort tid, lyder det fra rådmanden til tv-stationen,
7-punktsplanen blev vedtaget den 2. december og skal nu realiseres i kommunen.
– Jeg er rigtig glad for, at byen endnu engang har samlet sig om sundhedsdagsordenen. Jeg oplever, at de unge selv gerne vil gøre noget, og at de har mange kreative idéer til, hvordan vi går fra en drukkultur til en festkultur. Nattelivet kigger desuden på, hvordan vi får endnu flere alkoholfrie alternativer på menukortet hos barerne og klubberne. Det er dejligt, at alle aktører tager ansvaret på sig, så vi sammen kan sørge for, at vi får et sundt forhold til alkohol, siger rådmand for sundhed og omsorg, Jette Skive (DF), i pressemeddelelsen fra Aarhus Kommune. marp@kl.dk