
Byrådsmedlem død efter flere måneders sygdom
tekst Mads Brandsen
Vejle Kommune flagede på halv onsdag efter nyheden om, at byrådsmedlem Anja Daugaard døde tidligt onsdag, 56 år gammel. Hun var syg i flere måneder og blev indlagt kort før kommunalvalget.
Anja Daugaard var oprindeligt uddannet fotograf og selvlært grafiker, men drev også sit eget kommunikationsbureau og var en overgang stationsleder hos Falck. Hun blev valgt til byrådet ved kommunalvalget i 2013 og genvalgt i 2017. I løbet af perioden brød hun med Liberal Alliance efter interne stridigheder og stiftede Liberal Borgerliste, men det lykkedes hende ikke at opnå genvalg som spidskandidat for den nye liste ved valget i november.
I den snart forgangne valgperiode var Anja Daugaard formand for arbejdsmarkedsudvalget. Her brændte hun for at bygge bro mellem de ledige og virksomhederne, hvilket blandt andet viste sig ved, at Vejle Kommune under hendes formandskab kårede årets rummelige virksomhed.
I et mindeord understreger borgmester Jens Ejner Christensen (V), at Anja Daugaard vil blive savnet i den politiske debat.
– Anja har altid været kendt for sit store politiske engagement og glade udadvendte væsen. Anja havde en meget liberal tilgang til tilværelsen og var den liberale stemme i byrådet. Hun havde et stærkt iværksættergen både politisk og privat. Og så var hun en skarp debattør, der aldrig var bange for at tænke nye tanker og gå nye veje. Det var f.eks. hendes fortjeneste, at Tiny Houses kom med i budgettet og nu er på vej til at blive realiseret, og hun var også stærk fortaler for konceptet bag Kong Gauers Gård, hvor børn og ældre indgår i et stærkt fællesskab, skriver borgmesteren.
Anja Daugaard efterlader sig sin mand, børn og børnebørn. mdbr@kl.dk