
Søren Gade bliver ny formand for Esbjerg Havn
tekst Mads Brandsen
Den kommunalt ejede Esbjerg Havn har med hjælp fra et eksternt rekrutteringsbureau fundet tre nye medlemmer til bestyrelsen, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Det mest kendte af de tre er tidligere forsvarsminister og nuværende medlem af Europa-Parlamentet Søren Gade (V), der indstilles som ny bestyrelsesformand. Det glæder næstformanden i havnebestyrelsen, borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).
– Vi er selvfølgelig virkelige begejstrede for, at det er lykkedes os at få en mand som Søren Gade med ind i bestyrelsen for Esbjerg Havn. Både hans europæiske netværk og tid som minister åbner rigtig mange døre for os, som vi kan bruge til at styrke Esbjerg Havn, og dermed også sikre, at vi er klar til den store oprustning, der er i gang på vindenergi-området i hele Europa, siger han.
Ud over Søren Gade indtræder også Johnny Thomsen, direktør i Vestas Offshore Wind og Mads Kierkegaard, direktør for Polytech. Derudover skifter byrådet også sin repræsentant ud. Fremover får Diana Mose Olsen (SF) sæde i bestyrelsen. mdbr@kl.dk