Netværk
tekst Erik Malling-Jensen
/// Jobskifte
Ny formand for tekniske chefer
KTC, foreningen af kommunale tekniske chefer, har valgt Michel van der Linden, der er teknik- og udviklingsdirektør i Kalundborg Kommune, til ny formand efter Lars Mørk, der er direktør for økonomi og teknik i Hillerød og var formand i fire år.
Michel van der Linden er 54 år og født i Holland. Han har siddet i KTC’s bestyrelse siden 2018 og var forud formand for KTC’s faggruppe for digital forvaltning fra 2014. Michel van der Linden er cand.scient.adm. fra Roskilde Universitet. Efter sin eksamen i 1998 blev blev han ansat ved den daværende Græsted-Gilleleje Kommunes børne- og kulturforvaltning. Et par år senere blev han samtidig it-chef. Og i 2002 blev han kommunens planchef. Da Græsted-Gilleleje i 2007 indgik i dannelsen af Gribskov Kommune, fortsatte han som it-chef og som chef for Plan & Byg i den nye kommune. I 2009 blev forvaltningsstrukturen ændret, og Michel van der Linden blev vicedirektør med de samme områder plus det overordnede ansvar for teknik, vej og forsyning. I 2012 blev han medlem af direktørgruppen og direktør for teknik-, miljø- og serviceområder. Det var fra denne stilling, at han 1. januar 2014 rykkede til Kalundborg Kommune som teknik- og udviklingsdirektør.
Struer henter ny direktør i Syddjurs
Struer Kommune har ansat Rune Asmussen, der er teknik- og miljøchef i Syddjurs Kommune, som ny direktør for teknik- og miljøområdet. Han efterfølger Jakob Bisgaard, der i oktober rykkede til Aalborg Kommune, hvor han blev vicedirektør for miljø- og energiforvaltningen.
Den 49-årige Rune Asmussen er civilingeniør i planlægning og teknologiledelse fra DTU i 2001 og afsluttede i 2017 en masteruddannelse i offentlig ledelse fra Syddansk Universitet. Efter sin eksamen fra DTU blev han ansat ved Randers Kommunes miljø- og teknikforvaltning, først som administrator af den lokale bustrafik og fra 2003 sektionsleder af veje og bygninger. I 2009 blev han afdelingschef for veje og bygninger og i februar 2014 samtidig chef for forvaltningens sekretariat. Og i september 2015 blev han afdelingschef for plan, byg og veje. Det var fra denne stilling, Rune Asmussen i april 2018 skiftede til Syddjurs Kommune som teknik- og miljøchef, og han tiltræder pr. 1. januar som direktør for teknik- og miljøområdet i Struer Kommune. Rune Asmusssen bor i Langå, hvor han er bestyrelsesmedlem i det borgerdrevne kulturhus.
Han er desuden næstformand i fagbladet Trafik og Veje og har siden januar 2015 været medlem af faggruppen for ledere i KTC – Kommunalteknisk Chefforening.
Direktør fra Køge til Roskilde
Roskilde Byråd har ansat Mette Olander, velfærdsdirektør i Køge, som ny direktør for social, job og sundhed. Hun vender dermed tilbage til Roskilde, hvorfra hun rykkede til Køge i 2018.
Mette Olander er 55 år, uddannet sygeplejerske, cand.scient.san. (sundhedsvidenskab) fra Københavns Universitet og har lederuddannelser fra CBS og DTU. Efter at have arbejdet som sygeplejerske i hovedstadsregionens psykiatri blev hun i 2008 udviklingschef i Psykiatrisk Center Ballerup. I 2011 skiftede Mette Olander til Gribskov Kommune som administrationschef, og det var herfra, at hun i januar 2014 indledte sin første ansættelse i Roskilde Kommune – med start som ældrechef. Fire måneder senere blev hun kommunens sundheds- og omsorgschef og var social- og sundhedschef, da hun i august 2018 rykkede til Køge Kommune som velfærdsdirektør. Mette Olander tiltræder pr. 1. januar som direktør for Social, Job og Sundhed i Roskilde Kommune.
Bibliotekschefen i Skive til Aalborg
Kristine Nygaard, der er bibliotekschef i Skive Kommune, overtager ved årsskiftet stillingen som bibliotekschef i Aalborg Kommune efter Kirsten Boelt, der gik på efterløn i sommeren 2021.
Kristine Nygaard er 49 år, bibliotekaruddannet fra Danmarks Biblioteksskole 1996 og afsluttede i 2013 en diplomuddannelse i ledelse. Som nyuddannet bibliotekar blev hun ansat ved ErhvervsService på Herning Centralbibliotek og rykkede i 2000 til Viborg Bibliotekerne som bibliotekar. Her havde Kristine Nygaard siden august 2012 været leder af formidling og service, da hun i december 2014 kom til Skive Kommune som bibliotekschef. Og hun tiltræder pr. 1. januar som bibliotekschef i Aalborg Kommune. Det er en stor kulturinstitution, hun bliver chef for: Et hovedbibliotek, ni lokalbiblioteker, et servicepunkt, to bogbusser, en bogbil samt HistorieAalborg, som samlet set havde 1,4 millon gæster i 2019.
Ny skolechef i Varde
Varde Kommune har ansat Kim Bondesen Nielsen, forud projektleder i den almennyttige Kata Fonden, som ny skolechef efter Flemming Mahler Pedersen, der i sommer rykkede til Kerteminde Kommune som skoleleder.
Kim Bondesen Nielsen er læreruddannet fra Ribe Statsseminarium 1997, har diplomuddannelse i ledelse fra VIA University 2006 og masteruddannelse i offentlig ledelse fra Syddansk Universitet 2015. Som nyudklækket lærer blev han ansat ved Nørremarksskolen i Ribe og var fra 2003 ved tre andre skoler i Ribe, inden han i 2009 rykkede til Esbjerg som viceskoleleder ved Bakkeskolen. I 2012 blev Kim Bondesen Nielsen skoleleder på Darum Skole ved Esbjerg og blev fem år senere leder af projektet Darum Børneby. I januar 2018 skiftede han til skoleleder ved Auraskolen, en samkørsel af tre skoler i Esbjerg, og rykkede herfra i august 2019 til Kata Fonden i Sønderborg som projektleder. Og det var herfra, Kim Bondesen Nielsen i november kom til Varde Kommune som skolechef.
Syddjurs får ny familiechef
Syddjurs Kommune har ansat Claus Friis Lange, der er chef for Børn og Familie i Ringkøbing-Skjern, som ny familiechef efter Anne Mette Rasmussen, der fratrådte i oktober.
Claus Friis Lange er 60 år og cand.jur. Efter sin eksamen fra Aarhus Universitet i 1993 var han fuldmægtig i Ringkjøbing Amts Sundhedsafdeling, i Sundhedsministeriet og i overborgmesterens sekretariat i Københavns Kommune, inden han i 1996 blev souschef i Egvad Kommunes socialforvaltning. Herfra rykkede Claus Friis Lange i 1999 til Ribe Kommune som direktør i socialforvaltningen. I 2001 vendte han tilbage til Egvad Kommune, hvor han kort var chef for børne- og kulturforvaltningen, inden han samme år blev børne- og kulturdirektør i Vejen Kommune. Ved dannelsen af den nye, større Vejen Kommune i januar 2007 blev han HR-chef i den nye kommune. Han forlod denne stilling i april 2008 for at blive chefkonsulent i Activator Group A/S, men 1. september samme år rykkede han til Middelfart Kommune som børne- og ungedirektør. Herfra kom Claus Friis Lange i september 2013 til Kolding Kommune som børne- og uddannelsesdirektør. Efterfølgende blev han 18. januar i år fagchef for børn og familie i Ringkøbing-Skjern Kommune. Og med starten på det nye år tiltræder han som familiechef i Syddjurs Kommune. Han bor i den sydlige Aarhus-forstad Højbjerg.
Sekretariatschef for børn og skole i Randers fastansat
Efter at have været konstitueret i stillingen siden august, da forgængeren blev vicedirektør ved Aalborg Universitet, har Randers Kommune fastansat Lone Beltoft Clausen som sekretariatschef for børn- og skoleområdet.
Lone Beltoft Clausen er 50 år og cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet 1998, desuden master i offentlig ledelse fra samme universitet 2017. Hun blev efter sin kandidateksamen fuldmægtig ved Randers Kommunes social- og sundhedsforvaltning, men skiftede i 2004 til en fuldmægtigstilling ved Aahus Universitetshospital. Herfra vendte hun i 2007 tilbage til Randers Kommune – som AC-konsulent i kultur- og fritidsforvaltningen. Og blev i 2011 AC-konsulent/projektleder på børn- og skoleområdet, fra juni 2019 konstitueret leder af Familiefagligt Udviklingscenter under Region Midtjylland. Det var herfra, at Lone Beltoft Clausen kom tilbage til Randers Kommune som konstitueret sekretariatschef for børn- og skoleområdet, nu fastansat i stillingen.
Mikkel Haarder rykker til Komponent
Komponent tilknytter den hidtidige direktør for Danmarks Evalueringsinstitut, Mikkel Haarder. Det oplyser Komponent i en pressemeddelelse.
Mikkel Haarder ser frem til at begynde i den nye stilling, hvor han skal arbejde med skole- og dagtilbudsområdet.
– Jeg glæder mig til at løse opgaver sammen med Komponents gode folk. Jeg håber særligt at kunne bidrage med viden og gerning på børne- og uddannelsesområdet. Noget, der særligt optager mig, er udfordringerne med at få kvalificeret arbejdskraft på dagtilbuds- og skoleområdet. Her er der brug for at finde løsninger både på kort og
på langt sigt, siger Mikkel Haarder.
Direktør i Komponent, Jonatan Schloss, glæder sig også at få Mikkel Haarder med ombord.
– Mikkel er en stor videnskapacitet inden for det kommunale felt, herunder særligt skole og dagtilbud. Han kommer med 15 års ledelseserfaring og har dyb indsigt i evalueringer, undersøgelser og analyser inden for uddannelses- og dagtilbudsområdet. Han er vant til at arbejde med kurser, webinarer, og udviklingsforløb. Derudover kender han kommunerne rigtigt godt, bl.a. med baggrund i mange års ansættelse i forskellige dele af KL, siger Jonatan Schloss.
/// Farvel til
Fredensborg-direktør fratrådt
Efter længere tids sygdom har direktør Lina Thieden og Fredensborg Kommune indgået en gensidig aftale om, at Lina Thiesen fratrådte sin ansættelse 1. december – efter over 17 års ansættelse.
Lina Thieden, 62 år, er cand. techn.soc. fra. Roskilde Universitet i 1986 og derefter fuldmægtig i Finansministeriet. I 1990 skiftede hun til en konsulentstilling i Dansk Handel og Service og blev i 1993 sekretariatschef i Arbejdsformidlingen Storkøbenhavn. Og i juli 1998 blev Lina Thieden ansat ved Københavns Kommune som kontorchef for familie- og arbejdsmarkedsforvaltningen og var sekretariatschef for borgmester- og direktionssekretariat, da hun i august 2004 rykkede til Fredensborg Kommune som direktør for børn, kultur og sundhed.
Sønderborgs chef for erhverv og turisme stopper
Chef for erhverv og turisme i Sønderborg, Pernille Refshauge, stopper i stillingen. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse. Hun ser positivt tilbage på sin tid i kommunen.
– Jeg er glad for de resultater, jeg har været med til at opnå inden for erhvervs- og bosætningsområdet i Sønderborg Kommune, både i Dansk Industris erhvervsklimamålinger og senest med den store interesse fra Tyskland for at flytte til Sønderborg. Nu er jeg klar til at starte et nyt kapitel i mit arbejdsliv, og det ser jeg meget frem til, siger Pernille Refshauge i pressemeddelelsen.
Lasse Sønderup, der er leder af virksomhedsservice og kompetencecenter i jobcentret, bliver konstitueret i stillingen som chef for erhverv og turisme i Sønderborg Kommune.
/// Runde år
75
Palle Laustrup (SF), pensionist og medlem af Glostrup Kommunalbestyrelse, fylder 75 år den 27. december. Palle Laustrup har været medlem af kommunalbestyrelsen i tre afbrudte perioder, senest siden 2016. Han er i indeværende valgperiode medlem af økonomiudvalget, af kultur- og fritidsudvalget og af social-, sundheds- og seniorudvalget. Han genopstillede ved kommunalvalget 16. november, men blev ikke genvalgt. Palle Laustrup er oprindelig uddannet automekaniker, men blev i 1987 ansat ved DSB som håndværker. Han gik på pension som 67-årig.
70
Lars Kristian Pedersen (V), værkfører og medlem af Assens Byråd, fylder 70 år den 25. december. Han indledte sin kommunalpolitiske karriere i 1994 som medlem af Aarup Kommunalbestyrelse, hvor han var borgmester fra 2002 og frem til udgangen af 2006, da Aarup indgik i dannelsen af den nye, større Assens Kommune. Han fortsatte i den nye kommunes byråd, hvor han er medlem af økonomiudvalget, af miljø-, teknik- og planudvalget samt formand for Vandoplandsstyregruppen Lillebælt Øst, i bestyrelsen for Assens Forsyning A/S, og for VAD (Vestfyns Affalds- og Deponeringsanlæg. Desuden er han medlem af skatteankenævnet.
Lars Kristian Pedersen genopstillede ikke ved kommunalvalget i november. Han har siden 1967 været ansat på en fabrik for butiksinventar, og som i øvrigt har en sideproduktion af stemmebokse. Han startede her som smedelærling og er nu værtfører.
Olav B. Christensen (V), pensionist og medlem af Allerød Byråd, fylder 70 år den 26. december. Han har været medlem af Allerød Byråd i to omgange, først 1994-97, derpå fra 2014, men genopstillede ikke ved valget i november. Olav B. Christensen er i øjeblikket medlem af økonomiudvalget og af sundheds-, velfærds- og beskæftigelsesudvalget, desuden i bestyrelsen for det fælleskommunale storkøkken ”MAD til hver DAG”.
Olav B. Christensen er cand.merc. fra Handelshøjskolen i Aarhus i 1978, og efter ansættelser ved virksomhederne Regnecentralen og A/S Gearco blev han i 1986 økonomichef ved Schulstad Brød, som i 2006 blev overtaget af svenske Lantmännen-koncernen, hvor han arbejdede i forskellige lederstillinger indtil 2016, hvor han gik på pension.
60
Poul Skriver Nielsen (S), tømrer og medlem af Thisted Byråd, fylder 60 år den 28. december. Han har været medlem af byrådet siden 2002 og er genvalgt til næste valgperiode. Han er næstformand i klima-, miljø- og teknikudvalget, i bestyrelsen for I/S Thyegnens Affaldsbehandling (I/S Thyra) og i bestyrelsen for Nordjyllands Trafikselskab, desuden medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse og af afdelingsbestyrelsen i HK Nordjylland. Poul Skriver Nielsen er udlært tømrer 1982 og har efterfølgende arbejdet som salgskonsulent i tømrervirksomheder.
50
René Haahr (V), politiassistent og medlem af Svendborg Byråd, fylder 50 år den 23. december. Rene Haahr har været medlem af byrådet siden 2018 og er her medlem af social- og sundhedsudvalget, af teknik- og erhvervsudvalget og af ø-udvalget, desuden i bestyrelsen for den selvejende institution Stenstrup Hallen. René Haahr er genvalgt til næste byrådsperiode. Han har været ansat ved politiet siden 1999 og var forud salgsassistent. Og han blev i 2011 politiassistent.
Jørgen Christiansen (S), socialpædagog og medlem af Næstved Byråd, fylder 50 år den 29. december. Jørgen Christiansen har været medlem af byrådet siden 2014 og er her medlem af børne- og skoleudvalget og af omsorgs- og forebyggelsesudvalget, desuden i bestyrelsen for Kvindekrisecentret. Han er genvalgt til endnu en byrådsperiode, hvor han bl.a. er indstillet til 2. viceborgmester. Jørgen Christiansen er oprindeligt uddannet industrislagter i Ringsted, men afsluttede i 2009 en uddannelse til socialpædagog fra Haslev Seminarium. Han blev derefter ansat på et skole- og behandlingshjem i Fuglebjerg, og efter en kort tid ved familiebehandling har Jørgen Christiansen siden juni i år været ansat på en sikret døgninstitution ”Stevnsfortet”, under Region Sjælland.
Linda Lyngsøe (S), førtidspensionist og medlem af Silkeborg Byråd, fylder 50 år den 31. december. Linda Lyngsøe har været medlem af byrådet siden 2018, indvalgt for Venstre, men brød med partiet for et år siden og tilsluttede sig i stedet Socialdemokratiet. Hun er i byrådet medlem af socialudvalget, af nærdemokratiudvalget og af handicapudvalget, desuden i bestyrelsen for TV Midt-Vest. Hun er i næste byrådsperiode 1. suppleant. Linda Lyngsøe er uddannet trafikkontrollør hos DSB, men en trafikulykke medførte, at hun i 2004 blev førtidspensionist.
40
Michael Vindfeldt (S), advokat og medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, fylder 40 år den 22. december. Han har været medlem af kommunalbestyrelsen siden 2006 og har siden 2010 været medlem af magistraten (økonomiudvalget)/rådmand. Er desuden formand for undervisningsudvalget. Og med basis i de konservatives tab er Michael Vindfeldt valgt til at overtage borgmesterstolen fra årsskiftet. Michael Vindfeldt er uddannet advokat fra Københavns Universitet i 2008, efterfølgende møderet for Højesteret og har siden marts 2015 været medejer af selvstændigt advokatfirma.
Ann Hovmøller (V), selvstændig og medlem af Herning Byråd, fylder 40 år juleaften. Hun har været medlem af byrådet siden 1. januar 2018 og er her medlem af social- og sundhedsudvalget og af landsbykontaktudvalget. Er desuden medlem af bestyrelsen for Karstoft Borgerforening. Hun genopstillede ikke ved byrådsvalget i november, men opstillede ved regionsrådsvalget, dog uden af blive valgt. Ann Hovmøller afsluttede i 2008 en uddannelse til kosmetiker og har siden 2017 haft selvstændig klinik: ”Anns Hudpleje”.