
Direktør rykker fra Hedensted til Esbjerg
tekst Mads Brandsen
Det bliver en direktør med indgående kendskab til hele børne- og kulturområdet, der 1. februar 2022 tiltræder i Esbjerg Kommune.
René G. Nielsen kommer fra en stilling som direktør for social omsorg i Hedensted Kommune og tager over efter Jørn Henriksen, der går på pension til årsskiftet, oplyser Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
Der er store forventninger til den nye direktør:
– Jeg glæder mig til opstarten med både vores nye direktør for Børn & Kultur, det nye byråd og det nye politiske udvalg. René træder ind i forvaltningen i en utrolig spændende tid, hvor flere store projekter venter. Han skal både holde snor i Fremtidens Folkeskole, ligesom kulturen kommer til at spille en stor rolle for vores brandingproces i den kommende tid, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V).
René G. Nielsen har i alt 16 års chef- og direktørerfaring fra børne- og kulturområdet fra blandt andet Langeland og Vejle. Han har også tidligere været formand for Børne- og Kulturchefforeningen.
Mette Lindkær fungerer som konstitueret børne- og ungedirektør i januar måned, oplyser Esbjerg Kommune. mdbr@kl.dk