
Borgmesteren, der byggede en by
tekst Mads Brandsen
##ContentBoxStart##266745##ContentBoxEnd##
Det er næppe mange borgmestre forundt at have været med til at planlægge så godt som alle byggerierne i selve kommunen.
Det kan Ishøjs borgmester Ole Bjørstorp (Ishøjlisten) prale af, for da han i begyndelsen af 1980’erne kom i byrådet, var byggeriet af Ishøj, som vi kender det i dag, i fuld gang. Daværende borgmester Per Madsen (S) spurgte Ole Bjørstorp om, han ville være med til det projekt. Og han blev grebet af det.
Selv om kommunen kun tæller 23.131 borgere og ikke de 25.000, der oprindeligt var målet, tøver Ole Bjørstorp ikke med at sige, at opgaven er bestået.
– Vi skulle have et befolkningsunderlag til at betale for den velfærd, der er nødvendig i en kommune som vores, og derfor gik vi i højden. Helt op til 10 etager, mens vi i nogle af de nyeste byggerier kun går op til otte enkelte steder og ellers holder os på fem eller seks. Jeg har også mærket modstand mod højhuse, men i en kommune, der ikke er geografisk større, har det været helt nødvendigt, siger han.
Man kan ikke nævne Ishøj uden at dvæle ved det faktum, at 42 procent af vestegnskommunens indbyggere i dag er tosprogede – og at de fordeler sig på hele 125 nationaliteter.
– Det har skabt enorme udfordringer, men det har været en spændende opgave at arbejde med. Vi har haft afbrændinger af biler, vi har haft store grupper af borgere, der følte sig udstødte, og som ikke fik den uddannelse, de skulle. Nu går det meget bedre både med trygheden og integrationen, men selv i Ishøj er der fordomme over for fremmede. De er meget svære at komme til livs, må vi erkende, siger Ole Bjørstorp.
Vores Ishøj
Det kan dog ikke aflæses i resultatet af det netop overståede kommunalvalg. Her kunne man tro, at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige fik adskillige mandater, men nej, Dansk Folkeparti røg helt ud, og med 3,3 procent af stemmerne i byrådet, der tæller 19 mandater, kunne Nye Borgerlige godt glemme alt om en byrådsplads denne gang.
Selv om det altså i en vis udstrækning giver mening at tale om et ”dem og os” i Ishøj, ser Ole Bjørstorp klare tegn på, at sammenhængskraften i kommunen i dag er meget bedre end for blot få år siden.
– Jeg oplever en stolthed og et sammenhold, som er meget tydeligt. Folk siger ”vores by” om Ishøj, og de vil gerne forsvare den udadtil, hvis der er kritiske historier. Folk føler, de hører til her, og mange af dem tager del i vores rige fritids- og foreningsliv, siger han og nævner stolt seneste skud på stammen.
##ContentBoxStart##266750##ContentBoxEnd##
En række mindre fodboldklubber er gået sammen om Ishøj IF, der aktuelt overvintrer på førstepladsen i Danmarksserien. Meget skal gå galt, hvis ikke klubben i løbet af foråret rykker op i 3. division.
– Ishøj IF er en stor succes, fordi det har givet noget at stå sammen om. Spillerne er hamrende dygtige. De fleste af dem er tosprogede, og nogle af dem kan godt kæmpe lidt med et iltert temperament. Der bliver givet nogle advarsler, men det er sjovt at se på, siger Ole Bjørstorp.
Selv har han måttet se sit personlige stemmetal rasle ned fra 1.868 ved KV17 til 560 ved det netop overståede valg, hvor han efter interne skærmydsler i Socialdemokratiet stillede op for Ishøjlisten, der bragede ind i byrådet med tre mandater og således kun blev overgået af netop Socialdemokratiet. Alligevel vil han ikke fortsætte i det nye byråd.
– Det har været en spændende opgave at lave en lokalliste på få måneder. Men nu må de andre køre det videre, fortæller Ole Bjørstorp, der mener, at han med sine 75 år og heraf 21 som borgmester nu har gjort sin borgerpligt.
Ikke min kongstanke
Det var en opdatering på Facebook, der satte fut i den interne ballade i Ishøj. Her skrev Ole Bjørstorp, at han genopstillede som borgmester. Det skulle han måske aldrig have gjort, men i dag føler han, at hans ord dengang blev misforstået og fejludlagt.
##ContentBoxStart##266751##ContentBoxEnd##
– Jeg kunne bare have stillet op på normal vis, men jeg føler, at mit budskab blev stærkt fordrejet, siger han.
Efter opdateringen fulgte en periode, hvor partiet internt forsøgte at klinke skårene. Byrådsgruppen havde ikke tillid til Merete Amdisen (kommende S-borgmester, red.) som gruppeformand, og så var der – mener Ole Bjørstorp i dag – ikke andet at gøre end at skifte hende ud.
– Der er mange elementer i det, men når et flertal ikke ville og kunne samarbejde, så måtte vi vælge en anden gruppeformand.
Med tiden traf Ole Bjørstorp en beslutning, han ellers tidligere har forsvoret: Han gik med i en ny borgerliste.
– Det var ikke og har aldrig været min kongstanke, men når så meget var gået galt, ville jeg gerne prøve. Jeg kan jo også godt se, at man som lokalliste har nogle fordele, idet man kan stå frit. Man behøver ikke koordinere alt med Christiansborg, siger han, der erkender, at den interne ballade formentlig vil være en stor del af hans eftermæle.
– Det er der jo ikke noget at gøre ved, men det havde da været dejligt, hvis det var anderledes, lyder det fra Ole Bjørstorp. • mdbr@kl.dk