
300 kommunale sengepladser står klar, hvis epidemien kommer ud af kontrol – men det får konsekvenser, hvis de skal i brug
tekst Mads Brandsen
Ved at bruge en nødbekendtgørelse på socialområdet kan Folketingets epidemiudvalg aktivere et nødberedskab på 300 midlertidige sengepladser i kommunerne.
De kan tages i brug, hvis antallet af indlæggelser på sygehusene stiger ud over det niveau, som kan håndteres. Særligt presset på intensivafdelingerne tages med i overvejelserne, oplyser KL i en pressemeddelelse.
Kommunerne arbejder på at kunne levere den ekstra kapacitet inden for to døgn, hvis antallet af indlagte med covid-19 pludselig eksploderer. Men det vil få vidtrækkende konsekvenser andre steder i den kommunale velfærd, advarer KL’s formand Jacob Bundsgaard (S).
– Hvis kommunerne vil skulle oprette og bemande 300 midlertidige pladser, så bliver konsekvensen desværre, at vi må skrue ned for andre ydelser på social- og ældreområdet. Den situation vil vi utrolig gerne undgå, for det vil ramme rigtig mange borgere, og det er meget væsentlige rettigheder, vi så må fravige i en kortere periode. Derfor er det vigtigt at understrege, at beredskabet udelukkende skal aktiveres, hvis sygehusene ellers ikke har kapacitet nok til at behandle de indlagte coronapatienter, siger han.
Såfremt det kommunale nødberedskab aktiveres, følger der 100 millioner kroner med, som udmøntes til alle kommuner ved et løft af bloktilskuddet for 2022. mdbr@kl.dk