
SF vil have valgsystemet revurderet, men de store partier siger nej
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
– Efter beslutningsforslaget skal regeringen nedsætte en bredt sammensat valgkommission senest den 1. februar 2022, med henblik på at kommissionen kan fremlægge forslag til en mere retfærdig og retvisende mandatfordelingsmetode.
Sådan lyder det i et forslag fra SF, som blev behandlet i Folketinget tirsdag. Valgmetoden, der bruges til kommunal- og regionsvalg, er d’Hondts fordelingsmetode. Den er blevet brugt i over 100 år, men tiden og udviklingen i lokalpolitikken er løbet fra metoden, mener SF.
– Forholdene har udviklet sig. Kommunerne er blevet større og når byrådene bliver større, opstår der en disproportionalitet i mandatfordelingen. Jo større kommuner, desto større bliver fejlene, siger Jan Bjergskov Larsen, der er kommunalordfører for SF.
Som baggrund for partiets forslag ligger blandt andet nylig forskning af valgsystemet. Forskerne siger, at flere steder får partier absolut flertal af mandater, selvom de ikke har et absolut flertal af borgernes stemmer. Og ifølge SF er dette ikke optimalt, men partiet har samtidig ikke bud på andre systemer og vil derfor søge efter en vifte af alternativer.
– Vi bør tilstræbe at have en model som bedst muligt harmonerer med det, vælgerne har stemt. Vi har ikke lagt os fast på en bestemt model, men vi vil have nedsat en kommission, der kan komme med eksempler på hvor proportionaliteten er bedre, siger Jan Bjergskov Larsen.
Nej tak til valgkommission
Til behandlingen af forslaget lød det fra Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, at man ikke ville støtte op om at nedsætte en valgkommission.
Forskningen af den d’Hondtske metode viste, at systemet især favoriserer de større partier, hvorimod de små partier, når borgernes stemmer skal omsættes til mandater i kommunalbestyrelserne.
Ved behandlingen af forslaget lød det fra indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S), at ulempen for de små partier er en pris, man må betale.
– Det er velkendt at den d’Hondtske metode kan have en tendens til at favorisere større partier. Til gengæld har metoden den fordel, at den sikrer at små partier ikke bliver uforholdsmæssigt overrepræsenteret. D’Hondts metode garanterer at et parti med et flertal af stemmerne også får et flertal af mandaterne, sagde Kaare Dybvad.
Det er Jan Bjergskov Larsen enig i er en væsentlig pointe, men han mener ikke, at det skulle være et argument for ikke at spejde efter andre valgsystemer.
– Nogle af de andre modeller kan også sikre det her. Set ud fra et demokratisynspunkt handler det ikke om forfordeling, men at afspejle det vælgerne har stemt, siger han.
Valgforbund er også en del af metoden, som SF kritiserer. Valgforbund er lavet som pendant til, at d’Hondts metode favoriserer større partier, og Konservative lægger vægt på, at valgforbundene ikke er hemmelige, samt at en kommission kan være et spild af ressourcer.
– Jeg bemærker at metoden bruges i det meste af Europa. I øvrigt er det også en vigtig pointe, at man offentligt kan gå ind og se hvilket valgforbund et givent parti er med i. En kommission er formodentlig dyrt og det er langt fra sikkert, at den vil give et klokkeklart resultat, der er bedre end det nuværende system, sagde Birgitte Bergmann, kommunalordfører for Konservative.
At valgforbund ligger offentligt tilgængeligt er dog ikke noget, Jan Bjergskov Larsen ser som en løsning på problemet.
– Man åbnede op for valgforbund, fordi metoden havde en skæv fordeling. Og hvert år er der mange vælgere, der ikke forstår, at det er matematik og strategi for at få stemmer. Man har skabt en model, hvor man slører demokratiet, siger han.
Sagen skal ikke dø
Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad bemærkede at det også handler om politiske holdninger, hvilket valgsystem ma foretrækker, og at en valgkommission ikke vil kunne gøre noget ved det.
Hos SF ser man dog det som en afværget dagsorden.
– Alle partier må kunne se en værdi i at tilstræbe en fordelingsmodel, som er tættest på det, vælgerne stemmer. De bakker op omkring en model som støtter de store partier. Det faldt igennem, fordi partiernes egen interesser blev større end fakta, siger Lars Bjergskov Larsen, der ikke vil lade sagen falde til jorden endnu.
– Jeg er i gang med at formulere spørgsmål til ministeren, og jeg vil have at sagen ikke bare dør. Jeg vil se beregninger og forslag til modeller. Lige nu diskuterer vi ikke ret meget fakta, lyder det fra kommunalordføreren for SF, Lars Bjergskov Larsen. marp@kl.dk