Når valgteknikken afgør magtspillet
tekst Mads Brandsen
##ContentBoxStart##266492##ContentBoxEnd##
Ofte siges det om valgforbund, at de er gode for særligt de mindre partier, fordi de sikrer, at stemmerne ikke går til spilde. I stedet går en stemme på Kristendemokraterne til Radikale Venstre, Konservative eller et tredje parti, man samarbejder med lokalt.
Det argument giver kommunalforsker og professor Ulrik Kjær, Syddansk Universitet, ikke meget for.
– Jeg har svært ved at se nogle steder, hvor valgforbundene gør noget godt, men jeg kan se nogle steder, hvor de gør noget skidt. Når vi har valgt, at kommunalbestyrelserne har en vis størrelse, får det jo den naturlige konsekvens, at partier, der ikke får nok stemmer, ikke kommer ind. Dem har vælgerne valgt ikke at give indflydelse. Så skal de jo ikke have det ad bagvejen via et valgforbund, lyder det fra Ulrik Kjær.
Mens Danske Kommuner overvejer, om der da virkelig ikke findes bare et par gode argumenter for de valgtekniske samarbejder, som valgforbundene også kaldes, kigger vi lige nærmere på, hvordan forbundene spillede en rolle ved dette valg.
Grænseløs irritation
I Glostrup på Københavns Vestegn blev KV21 – som de sidste mange kommunalvalg – et ganske tæt af slagsen. Med blot ét mandats flertal i den 19 mandater store kommunalbestyrelse lykkedes det Kasper Damsgard (S) at overtage magten fra Venstre, der har haft den i tre perioder.
Mens Socialdemokratiet stod helt uden for valgforbund, var Radikale Venstre, SF og Enhedslisten i et, mens der var hele tre borgerlige af slagsen: Et med Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Bylisten, et med Konservative og Nye Borgerlige og et med Venstre og Glostrup Borgerliste.
Socialdemokratiet, Radikale Venstre og SF fik 10 mandater, mens de borgerlige valgforbund til sammen kun kunne tælle til ni. En beregning viser imidlertid, at alle borgerlige partier, hvis de havde rottet sig sammen i et kæmpe valgforbund, ville have fået 10 mandater.
– Det irriterer mig grænseløst, at det endte sådan, men det skyldtes, at De Konservative troede, de kunne optimere ved at være i et lille valgforbund med Nye Borgerlige. Det er ikke altid, at vi politikere regner helt rigtigt, når vi vurderer, hvad der er det rigtige at gøre, siger Piet Papageorge, der var Venstres borgmesterkandidat ved valget.
Tidligere har Glostrups borgerlige partier været sammen i ét valgforbund, hvilket også var med til at sikre Piet Papageorges partifælle John Engelhardt borgmesterposten. For de små partiers vedkommende har det givet politisk indflydelse i form af poster, som udpeges af kommunalbestyrelsen.
– I en svingkommune som Glostrup er det allervigtigste, at man har de rette valgforbund. Jeg tror godt, alle kan se, at det gavner både små og store borgerlige partier, at vi er sammen. Mon ikke, mange har lært lektien nu, siger han.
Piet Papageorge kan dog sagtens se, at valgforbund ikke nødvendigvis er den bedste måde at imødegå det faktum, at der ved kommunalvalg i Glostrup er et betydeligt stemmespild, fordi spærregrænsen er forholdsvist høj med 19 folkevalgte.
– Jeg synes, det ville være mere fair at indføre et system med to stemmer. Man stemmer på det parti, man vil med sin første stemme, men tager med sin anden stemme stilling til, hvem der skal have stemmen, hvis førstevalget ikke kommer ind. Det er mere kompliceret, men frem for at partierne afgør, hvem stemmerne går til, bliver det op til den enkelte vælger, forklarer Piet Papageorge.
##ContentBoxStart##266493##ContentBoxEnd##
Svipser kostede posten
En halv times kørsel fra Glostrup har man også lært på den hårde måde, hvor meget de valgtekniske samarbejder reelt betyder for magtbalancen. Lejres borgmester hedder nemlig ikke længere Carsten Rasmussen (S) fra nytår, men Tina Mandrup (V).
Det var også hende, flest vælgere stemte personligt på, men havde det ikke været for en menneskelig fejl fra Enhedslistens side, kunne Carsten Rasmussen være fortsat.
Partiets byrådsmedlem Ivan Mott afleverede den blanket, hvor Enhedslisten skulle bekræfte valgforbundet med Socialdemokratiet og SF nogle timer for sent – og han måtte lægge sig fladt ned og beklage. Han har sågar besøgt Carsten Rasmussen på rådhuset i en direkte P3-udsendelse og givet ham blomster som undskyldning.
Heldigvis for Enhedslisten kom partiet alligevel ind med et mandat. Det var dog blevet til to, hvis blanketten var indleveret korrekt.
– Folk kender mig jo for de gode ting, jeg har gjort, og ikke for en dum fejl, siger Ivan Mott.
Episoden har fået ham til at reflektere over det fornuftige i valgforbund.
– Hvorfor er det så bydende nødvendigt, at man skal bruge valgforbund til kommunalvalg, når det stort set giver samme fordeling, mens det hele tiden tilgodeser de store partier?, spørger han.
Beregninger, som Danske Kommuner har foretaget via mandater.dk viser dog, at Enhedslisten også i en situation helt uden valgforbund ville have fået to mandater.
##ContentBoxStart##266494##ContentBoxEnd##
Umage alliance
Så godt var det ikke i nærheden af at gå for Radikale Venstre i Halsnæs. Her gik det i lokal sammenhæng ganske lille parti i valgforbund med Konservative og Dansk Folkeparti.
– Det har jeg fået mange hug for, erkender Jesper Kirkebye Andersen, der foruden at være formand for partiets lokale vælgerforening også var spidskandidat til kommunalvalget.
Kalkulen i den radikale lejr lød forud for valget på, at der ville være lang vej til de cirka 850 stemmer, man forventede, at et mandat i byrådet ville koste. Uden et valgforbund ville vejen være længere, og derfor prøvede partiet at trække ud til både SF og Alternativet, men de endte med at gå sammen med Socialdemokratiet. Radikale Venstre endte med et valgforbund med Konservative, som DF også kom med i.
– Det kunne jeg godt retfærdiggøre internt, fordi Dansk Folkeparti stod til at få et dårligt valg. Derudover står vi også bare et andet sted med Dansk Folkeparti lokalt. Jeg ser partiet som en samarbejdspartner, og jeg har intet problem med at samarbejde med partiet, siger Jesper Kirkebye Andersen.
Valget endte med at 293 vælgere stemte radikalt, 1.049 stemte på Konservative og 614 på Dansk Folkeparti. Et mandat kostede gennemsnitligt 798 stemmer, så det blev reelt ”overflødige” konservative stemmer, der hjalp Dansk Folkeparti ind i byrådet.
Set med Jesper Kirkebye Andersens briller er valgforbund den eneste måde, et parti som Radikale Venstre en dag kan opnå valg til byrådet i Halsnæs.
– Vi ville ikke have en chance, hvis vi skulle samle 800 stemmer, og jeg mener, der ville være noget galt med repræsentationen af forskellige grupper borgere, hvis vi afskaffede valgforbund. Så ville Halsnæs Byråd nok kun bestå af Socialdemokratiet, SF, Venstre og Konservative, siger han.
Men er det rimeligt, at I nu kan få politisk medindflydelse via samarbejdet med Konservative og Dansk Folkeparti, når vælgerne ikke ville have jer med i byrådet?
– Man kan godt sige, vi ikke skal have indflydelse, hvis vi ikke bliver valgt. Men man kan også vende det om og sige, at det vel også betyder noget, hvad 300 vælgere mener, siger Jesper Kirkebye Andersen.
Forskeren blev selv overrasket
Tilbage på Syddansk Universitet peger Ulrik Kjær på Halsnæs som ”stjerneeksemplet” på, hvad der er galt med valgforbund.
– Det kan godt være, partierne synes, valgforbundet var en fin idé, men spørgsmålet er bare, om vælgerne nu også var helt med på, at de deltog i et lotteri, hvor man ikke på forhånd kunne vide, om en stemme gik til en radikal eller en DF’er. Jeg tror ikke, vælgerne er klar over, hvilke valgforbund partierne indgår. Det er kompliceret nok at stemme i forvejen, siger han.
Valgforbund er en fordel for de små partier. Det siger de selv. Er du ikke enig?
– Jo, men i udgangspunktet skal vi ikke have ondt af de partier, der ikke kommer ind. Det er det, der er præmissen. Det er ikke synd for nummer 26, hvis der kun er 25 medlemmer i byrådet. Så er det bedre at leje en større bus, hvis man vil have flere med. Det kunne da være hyggeligt, hvis alle var med, men det duer bare ikke med en kommunalbestyrelse med 211 medlemmer.
Ulrik Kjær måtte ved valget personligt erkende, at selv en professor i kommunalpolitik kan kløjes i valgforbundene. På det lokale afstemningssted i Odense var valgforbundene listet på en plakat i en mellemgang.
– Da jeg kiggede på plakaten, opdagede jeg, at den kandidat, jeg ville stemme på, var i et valgforbund med et parti, jeg ikke vil støtte. Jeg havde ganske få sekunder til at bestemme mig, så jeg endte med at holdt fast i mit oprindelige valg, men det var en lidt syret oplevelse, siger han og fortsætter:
– Jeg mener, man på stemmesedlerne burde trykke partierne i valgforbund ved siden af hinanden, så vælgerne tydeligt kan se, hvad de får. Det giver ingen mening, at det står på en plakat, som ingen ser.
På falderebet er Ulrik Kjær kommet i tanker om et enkelt scenarie, hvor valgforbund er en god idé. Fem partier stiller op. De er alle variationer over Veganerpartiet, og de får alle 0,4 mandat til valget. Går de i valgforbund, vil det udløse to mandater i byrådet.
– I det tilfælde kan et valgforbund noget. Men jeg synes stadig, det er meget at sætte i værk for at redde fem partier, der i et eller andet omfang er veganske, for det, at ingen af dem kan trække et mandat selv, må også kunne lære dem at gå sammen, siger han og konkluderer:
– Lad os droppe valgforbundene. Er der nogle steder situationer, hvor små partier ikke kan komme ind, kan man sætte antallet af politikere op. • mdbr@kl.dk
##ContentBoxStart##266495##ContentBoxEnd##