
Borgmestre kritiserer vinterpakke til regionerne
tekst Anna Törnqvist Jensen
Med finansloven har regionerne fået en vinterhjælpepakke på i alt én milliard kroner, som skal hjælpe sundhedsvæsnet. Men det møder nu kritik fra flere borgmestre, at det kun er regionerne, der får en økonomisk saltvandsindsprøjtning. For kommunerne løser også mange sundhedsopgaver, og der er stor mangel på personale.
Det skriver TV 2 Lorry.
– Det bliver et ulige sundhedsvæsen, når regionerne får penge, mens vi hverken får penge eller anerkendelse for de opgaver i sundhedsvæsnet, som vi står med, siger Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) til TV 2 Lorry.
Hun mener, vinterhjælpepakken også burde tage hensyn til kommunerne, og det synspunkt får ifølge TV 2 Lorry opbakning fra flere af Benedikte Kiærs nordsjællandske borgmesterkollegaer.
Over for TV 2 Lorry pointerer finansminister Nicolai Wammen (S), at kommunerne allerede har fået økonomisk hjælp gennem den kompensation, kommunerne får i forbindelse med merudgifter som følge af corona. antj@kl.dk