KL: Minimumsnormeringer på ældreområdet er udtryk for afmagt
tekst Anna Törnqvist Jensen
Hen over weekenden har det trukket overskrifter, at flere kommuner melder om så stort pres i deres ældre- og hjemmepleje, at mindst syv kommuner har været nødt til at gå i nødberedskab og prioritere benhårdt i hjælpen til de ældre. På Christiansborg har problematikken også fået opmærksomhed fra flere ordførere og social- og ældreminister Astrid Krag (S), som mandag holder møde med sektorpartnerskabet på ældreområdet. Samtidig åbner både DF og SF for, at minimumsnormeringer på ældreområdet kan forbedre den pressede situation på ældreområdet.
– Hvis vi skal sikre værdighed for de ældre, så skal vi yde noget mere til ældreområdet og gøre det mere attraktivt at arbejde inden for området og som minimum sørge for, at der kommer minimumsstandarder, lød det således fra DF’s formand Kristian Thulesen Dahl til DR i weekenden.
Men forslaget er helt uden hold i virkeligheden, lyder det fra KL’s administrerende direktør Kristian Vendelbo.
– Det er et udtryk for afmagt, at man forestiller sig, at man kan lave en lov arbitrært, og så er alt fikset. Det er uden kobling til, hvad der sker ude i virkeligheden, for medarbejderne findes ikke. Minimumsnormeringer gør jo ingen forskel, hvis man ikke kan besætte stillingerne. Kommunerne prøver at prioritere og løse opgaverne så godt som muligt med de hænder, de nu har, og det betyder, at man må målrette arbejdskraften til de vigtigste steder set i et sundhedsfagligt perspektiv, siger han.
Han forklarer, at billedet er det samme på ældreområdet og i sundhedsvæsnet. Forskellen er dog, at presset måske er endnu større på ældreområdet, og man derfor ser flere steder i ældreplejen, hvor man begynder at gå i nødberedskab, fordi der ikke er hænder nok.
– Det er i meget vidt omfang den samme type arbejdskraft, vi bruger til at teste og vaccinere. Det er en desperat problemstilling, og hele sundhedsområdet er ved at blive lagt ned. Det løser man ikke med en lov om minimumsnormeringer, som er umulig at leve op til, siger Kristian Vendelbo.
Sundhedsreform må til
For det altoverskyggende problem er kort og godt hænder. Og selvom presset naturligvis er endnu større, når vi står midt i en coronapandemi, som også binder meget arbejdskraft og lægger andre syge, er rekrutteringsudfordringer større end som så.
– Det er ikke nogen overraskelse for nogen, at vi er kommet hertil. Vi har diskuteret det her i 15 år, fordi vi har set, hvor mange flere brugere, der bliver. Derfor bliver det ikke ved at være muligt at løfte opgaven med den indretning, vi har i dag. Det har også været diskuteret i Folketinget flere gange, men der er ikke sket noget, siger Kristian Vendelbo og fortsætter:
– Det er en kompliceret diskussion, som også bliver nødt til at forholde sig til, at hvis vi vil blive ved med at opretholde en offentlig sektor med den balance mellem arbejdskraft og brugere, vi har i dag, hvor skal vi så få den arbejdskraft fra? Der er ikke flere ledige hænder. Heller ikke i den private sektor.
KL har længe været optaget af rekrutteringsudfordringer, og det er også det helt store tema på Kommunaløkonomisk Forum i januar.
– Vi bliver ved at presse på, og vi har længe talt om denne her sundhedsreform, som skulle komme, og som også vil indebære en prioritering af de ressourcer, vi har i sundhedsvæsnet. Den diskussion bliver vi nødt til at tage. Man kan ikke skøjte rundt på overfalden. Vi er nødt til tage grundlæggende fat i det problem, vi har, og prøve at indrette strukturerne derefter, lyder Kristian Vendelbos opfordring. antj@kl.dk