
Lærere: Tid, to lærere og ressourcer til svage elever får skolen godt i gang
tekst Anna Törnqvist Jensen
Undervisningen i landets folkeskoler har været udfordret, siden covid-19 gjorde sit indtog og ad flere omgange lukkede landets skoler i længere og kortere perioder. Trivslen, undervisningen og fællesskabet har været under pres, og nu peger medlemmerne af Danmarks Lærerforening på en række tiltag, der kan sikre en god genstart for folkeskolen.
94 procent af medlemmerne ser i ”meget høj”, ”høj” eller i ”nogen” grad tolærerordninger som et brugbart tiltag for at sikre en god genstart af skolen, mens 94 procent ønsker sig mere tid til den enkelte elev. Hele 96 procent af de adspurgte lærere mener i ”meget høj”, ”høj” eller i ”nogen” grad, at der skal prioriteres ekstra ressourcer til de mest udsatte elever ovenpå corona.
– Lærerne længes efter at lykkes med deres vigtige undervisningsopgave, og det er en længsel, der rækker længere bagud end corona. Pandemien har gjort det tydeligt for alle, hvor stor og vigtig en opgave undervisningen i folkeskolen er. Det har haft den effekt, at skolen får stor politisk opmærksomhed, hvor politikerne gerne vil gøre noget godt for skolen, siger Gordon Ørskov Madsen, formand i Danmarks Lærerforening, i en pressemeddelelse.
Medlemsundersøgelsen blev gennemført i maj måned, og allerede i starten af juni vedtog et flertal i Folketinget en aftale, der tilgodeser en række af lærernes ønsker. Blandt andet er der i dette skoleår bedre muligheder for at sløjfe de såkaldte UUV-timer og i stedet bruge ressourcerne på for eksempel at være to lærere i klassen ad gangen. antj@kl.dk