
Venstre-folk bryder ud i protest mod Ellemann
tekst Anna Törnqvist Jensen
I Mariagerfjord Kommune har en gruppe Venstre-folk fået nok. Nok af Venstre på Christiansborg og partiformand Jakob Ellemann-Jensen. Derfor er gruppen nu brudt ud af partiet og vil danne sin egen lokalliste.
– Vi kan ikke længere stå inde for det, Venstre laver på Christiansborg. Når vi skal føre valgkamp om lidt, vil jeg ikke gå rundt og forsvare Jakob Ellemann-Jensens linje, siger byrådsmedlem i Mariagerfjord, Svend Madsen, til B.T.
Han er en af dem, som nu har meldt sig ud af Venstre, og han bliver i stedet spidskandidat for den nystiftede Mariagerfjordliste, som stiller op ved det kommende kommunalvalg. Derudover er Pernille Roth, tidligere formand for Venstre i Nordjylland, og Marianne Eiby, der er tidligere lokalformand for Venstre i Hobro, ifølge B.T. med på Mariagerfjordlisten.
B.T. beskriver desuden, at det for Svend Madsen var en nylig episode på et gruppemøde på Christiansborg, som gjorde udslaget. Under gruppemødet skulle Jakob Ellemann-Jensen nemlig under en diskussion om arveafgiften have spurgt Venstremanden Preben Bang Henriksen, om han var sikker på, at han var i det rette parti. Desuden er Mariagerfjord også hjemsted for Inger Støjberg, der som bekendt forlod Venstre tidligere på året. Hun er ifølge Svend Madsen også en af grundene til den nye lokalliste.
– Behandlingen af Inger var uværdig i mine øjne. I det hele taget har Venstre mistet for mange gode folk. Jeg vil stadig gerne høre, hvad Lars Løkke har at sige på en talerstol, men jeg har det ikke på samme måde med Ellemann, siger Svend Madsen til B.T.
Lokallisten Mariagerfjordlisten støtter dog fortsat den siddende Venstre-borgmester Mogens Jespersen og vil også gå i valgforbund med partiet til kommunalvalget. antj@kl.dk