
Sorø Kommune politianmelder kommunaldirektør
tekst Mads Brandsen
Søren S. Kjær, kommunaldirektør i Sorø Kommune, er blevet politianmeldt for at have brugt sit kommunale kreditkort til private formål. Det har et flertal i kommunalbestyrelsen besluttet.
Det skriver Sorø Kommune i en pressemeddelelse.
Blandt de indkøb, Søren S. Kjær har foretaget med sit kommunale kreditkort, er blandet andet en koncert på et country-spillested i den amerikanske by Nashville, en middag for seks personer på en amerikansk restaurant og en teaterbillet til fruen hjemme i Danmark.
Han har i alt brugt 9.500 kroner, erkendte han tidligere på ugen over for DR, der har fået aktindsigt i kommunaldirektørens bilag.
DR’s aktindsigt har fået kommunaldirektøren til at betale nogle af udgifterne selv. Eksperter, som DR har talt med hæftede sig i den forbindelse ved, at Søren S. Kjær i første omgang har erklæret, at indkøbene havde et klart kommunalt formål, men at han, da DR spurgte omkring et år senere, ændrede holdning.
Via sin faglige organisation Jordbrugsakademikerne fortalte Søren S. Kjær, at han fratræder efter at Sorø Kommune ”har oplyst ikke at ønske yderligere dialog”, og at han ikke havde yderligere kommentarer.
I en tidligere pressemeddelelse, der blev udsendt 13. august, fortalte kommunen at Søren S. Kjær selv har sagt sin stilling op.
– Tiden er inde til at skifte spor og bruge mine kompetencer i den grønne omstilling. Det haster med at få en markant mindre udledning og mindske klimapåvirkningen. Det mener jeg, at jeg med min baggrund indenfor teknik, klima og miljø kan bidrage til, sagde Søren S. Kjær.
Efter at beslutningen om politianmeldelsen blev taget onsdag aften, udtaler borgmester Gert Jørgensen (K) i en pressemeddelelse:
– Et flertal i kommunalbestyrelsen vurderer, at politiet bør undersøge sagen, da politiet er den rette myndighed til at afklare, om der er foregået noget ulovligt. Et flertal i kommunalbestyrelsen har derfor besluttet at politianmelde den tidligere kommunaldirektør, siger borgmesteren.
23 politikere stemte til mødet for at politianmelde Søren S. Kjær. Niels Aalbæk Jensen (Frigængerne) stemte som den eneste imod.
– Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at Søren Kjær har gjort noget ulovligt. Han har lavet en kæmpe brøler, men jeg kender ham som en sindssygt dygtig og vellidt kommunaldirektør, og jeg er 100 procent sikker på, at det her mere er en forglemmelse end et forsøg på at snyde, siger Niels Aalbæk Jensen til TV2 ØST.
Sorø Kommune srkiver i pressemeddelelsen, at der, af hensyn til politiets arbejde, ikke vil være yderligere udtalelser om sagens indhold, før der er truffet en endelig afgørelse i sagen. marp@kl.dk / mdbr@kl.dk