NEST-metoden i Næstved gavner alle elever
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Man skulle næsten tro, at det var en helt almindelig klasse. Stopuret i 6.P på Kobberbakkeskolen i Næstved ringer, og det er tid til at vælge, om man vil arbejde sammen med nogen. Seks rækker hånden i vejret. De vil gerne arbejde sammen med en anden. Eleverne, der skal arbejde sammen, tager deres stol i hænderne og flytter plads. Læreren sætter uret til 10 minutter, og eleverne dykker ned i matematikbogen med hænderne på deres lommeregnere. Der hviskes om brøker og procenter, mens læreren går rundt mellem de kun 10 elever, der er i klassen. En skolepædagog går også rundt og hjælper, når regnestykkerne ikke går op. Der går ikke mange sekunder, fra en hånd er stukket i vejret, til læreren eller pædagogen er på pletten. Da de 10 minutter er gået, spørger læreren:
– Hvordan er det gået?
– Jeg har nået en side mere, end jeg skulle, lyder det hurtigt fra et af børnene.
I den anden side af hesteskoen er der også en, der har været skarp.
– Jeg er blevet færdig, så det er egentlig gået meget godt, siger eleven næsten uden at fortrække en mine.
##ContentBoxStart##264667##ContentBoxEnd##
Mellem det almene og specielle
I klassen sidder der fire elever med en autismediagnose. 6.P på Kobberbakkeskolen, afdeling Sct. Jørgen, er nemlig en såkaldt NEST-inspireret klasse, der har kørt, siden eleverne gik i 2. klasse.
– Det er grundlæggende en klasse, der fungerer som en almen klasse med almene børn og nogle børn inden for autismespektret. Det er tænkt som et alment tilbud, der er på grænsen mellem det almene og det specielle, siger Bo Dau Frederiksen, som er Pædagogisk Leder på Kobberbakkeskolen.
Han er en af de medarbejdere, der var med til at starte de nye klasser i sin tid.
NEST-klasser er et skoleinklusionsprogram, og i Danmark startede det med en folkeskole i Aarhus tilbage i 2016. Konceptet stammer oprindeligt fra New York, og den grundlæggende filosofi for konceptet er, at børn er mere ens, end de er forskellige. I det originale koncept er der altid 16 elever i klassen, hvoraf fire af dem ligger inden for autismespektret, og der er altid to voksne til stede. Det fungerer egentlig som en almindelig klasse, men der er sat ekstra fokus på struktur, forudsigelighed og at skabe et læringsfællesskab. Pædagogikken bag NEST følger også tanken, at inklusion er for alle. De værktøjer og metoder, man bruger, er til gavn for alle børn i klassen – både almindelige elever og dem med autisme.
##ContentBoxStart##264668##ContentBoxEnd##
Et overordnet koncept
Da Kobberbakkeskolen valgte at lade sig inspirere af NEST tilbage i 2017, kaldte de det selv for SIAA; Struktur, Inklusion, Autisme, Almen. Kobberbakkeskolen har 25 års erfaring med at drive autistklasser, og de ville derfor ikke underlægge sig konceptet NEST som et specifikt regelsæt, men nærmere sagt bruge filosofien og de grundlæggende koncepter, sådan som det passer ind på deres skole. De har op mod 18 børn i klasserne – ikke nødvendigvis kun fire med autisme – og altid en lærer og en pædagog. Skolen har en NEST-inspireret klasse på næsten alle årgange fra 0-9. klasse.
Førhen kunne man over klasserne se de fire store bogstaver ”SIAA”. Det gjorde, at det skilte sig ud som noget specielt, og det, mente de ikke, hang sammen med, at det skal lægge sig så tæt op ad det almene som muligt. Derfor hedder klasserne i dag blot P-klasserne. Da de startede de NEST-inspirerede klasser, var det netop koblingen mellem det almene og det specielle, der var fokuspunktet.
– For os har NEST været med til at åbne øjnene for mellemformerne. Hele vandringen mellem det specielle og det almene, når man enten kobler det sammen, eller når man tænker, i hvilke specialpædagogiske metoder der kan bruges i det almene skoletilbud, fortæller Bo Dau Frederiksen.
Sisse Nordling er skolepædagog på Kobberbakkeskolen og har været en del af arbejdet med P-klasserne helt fra starten af. Hun fortæller, at det startede med, at de havde nogle udfordrede børn, som kunne få gavn af andet end, hvad man tidligere havde gjort for dem.
– Vi havde nogle børn med autisme, der var normalt begavede og velfungerende. Vi ville gerne se, hvordan de kunne drage nytte af at være i en almen klasse frem for at placere dem i et specialtilbud kun med andre autister, siger hun.
##ContentBoxStart##264669##ContentBoxEnd##
Hvide og blottede vægge
I 6.P er de blevet færdige med at lave matematikopgaver. De, der arbejdede sammen, finder deres egne pladser på besked fra læreren. Nu er det tid til at gennemgå gårsdagens opgaver, og for hvert spørgsmål læreren stiller, skyder der hurtigt fem eller seks hænder i vejret.
Klasselokalet er,modsat andre klasser på skolen ikke prydet med murstensfarvede vægge. Her er væggene helt hvide, og der er ingen plakater eller ting, de tidligere har arbejdet med, på væggene.
– Hvis der hænger alle mulige ting på væggene, kan det stimulere børnene for meget. Så når vi er færdige med at arbejde med noget, tager vi tingene ned fra væggene igen, så det ikke forstyrrer, siger Mette Graff, der er skolepædagog i 6.P. Hun har været fast pædagog i klassen, siden de startede som NEST-inspireret klasse.
Eleverne med autisme har brug for ro og regelmæssige strukturer i læringsmiljøet, for at de kan fungere og få noget ud af undervisningen.
En af de eneste ting, der hænger på væggene, er et stort skema. Til venstre på skemaet hænger billeder af de lærere, som eleverne undervises af den dag. Næste felt viser fag for hele dagen, herefter enkelte punkter for undervisningen og til sidst lektierne til de kommende dage. Der er nogle enkelte borde, der står ude i siden af klasseværelset, og et par hørebøffer, hvis man har brug for at trække sig lidt væk fra de andre. Ingen af disse to ting er i dag i spil.
De er alle virkemidler for den pædagogik, de bruger i P-klasserne. Det er med til at skabe en struktur og en forudsigelighed, at der ikke altid hænger forskellige ting på væggene, der kan påvirke børnene. Skemaet skaber en forudsigelighed for børnene, og Mette Graff lægger vægt på, at dét er vigtigt, fordi hvis man har en god struktur og en forventelighed i hverdagen, er der bedre plads til, at der kan forekomme nogle overraskelser en gang i mellem.
Hørebøfferne og de enkeltstående borde er virkemidler, der kommer fra specialtilbuddene, fordi nogle børn kan have brug for roen, men det er af den grund ikke forbeholdt de børn, der lider af autisme. Det er ingen af de specielle pædagogiske virkemidler faktisk.
– Vi er lige så meget på de almene børn som på de visiterede. Det, at vi er to voksne, gør, at vi har et større overskud og kan tage en elev ud for at snakke. Så bruger jeg måske et kvarter på det, og så er eleven klar igen. Havde jeg ikke kunnet gøre det, er det ikke sikkert, at eleven havde fået undervisning den dag, siger Mette Graff. Hun er overbevist om, at når alle bliver set som lige i klassen, gør det, at eleverne med autisme ikke ser sig selv som specielle eller ualmindelige.
##ContentBoxStart##264670##ContentBoxEnd##
En stor gevinst
Det koster penge at lave de her klasser. Der kommer flere lærere på, og man skal oprette ekstra klasser med færre elever. Det er Klaus Da Cunha godt klar over. Han har været skoleleder på Kobberbakkeskolen siden 2019. Men han er overbevist om, at det læringsfællesskab, det skaber, betyder meget for børnene og for deres forældre. Og det skaber en værdi for børnene, som de tager med sig videre i livet. Det, mener han, er alle pengene værd. Og selvom det er dyrt, så mener han alligevel ikke, at det er den helt store underskudsforretning.
– Det, at der er to voksne på i timerne, er en merudgift, men jeg tror faktisk, at vi er forebyggende, og at vi har den tidlige indsats. Hvis man laver beregningen på fire eller fem elever, som i stedet skulle have gået i en specialklasse, der måske koster 250-350.000 kroner afhængigt af diagnose, så er regnestykket faktisk rimelig nemt, for så går det op, siger Klaus Da Cunha.
Skolelederen snakker med mange af de forældre, der har haft børn på normalområdet, og de siger til ham, at det er gode og vigtige redskaber, børnene får, og at de har en bedre skoledag.
– De, der har haft børn i en normal klasse førhen, siger, at det er en fornøjelse, at de er kommet i en mere struktureret klasse, fortæller han.
Overordnet set har konceptet og den pædagogiske tankegang været en succes for skolen, og Sisse Nordling lægger især vægt på et eksempel med en elev, der har haft stor gavn af at gå i en P-klasse.
– Der er en med autisme, der har lært ufatteligt meget, og som nu selv kan gå rundt på skolen. I starten kunne han ikke gå ud af klassen og vide, hvor han skulle gå hen. Så det er en kæmpe fordel at være i det almene miljø for de autister, som har kompetencerne til det, siger skolepædagogen.
Gevinsten har dog ikke været omkostningsfri eller uden udfordringer for skolen. Det er en stor skole med meget kapacitet, hvilket også har gjort det muligt for dem at starte med hele otte P-klasser i årgangene 0.-6. klasse tilbage i 2017. Det, at de startede så mange klasser på én gang, gjorde dog, at de havde svært ved at rekruttere nok almene elever til klasserne. Det var svært at overbevise forældre, der havde velfungerende børn i almene klasser om at slippe trygheden og sætte deres barn over i en ny og anderledes klasse. Men det har ændret sig i takt med udviklingen af skolens arbejde.
– I dag er der ikke de samme rekrutteringsudfordringer overhovedet. Der ser alle forældrene fordelene ved det. Jeg tror også, det er de færreste, der synes, at det er dårligt for et barn at gå i en klasse, hvor der altid er to voksne, der er kompetente til at løfte både almene og specialpædagogiske udfordringer, siger den pædagogiske leder på skolen, Bo Dau Frederiksen.
Havde de startet i en mindre skala, tror han, at det havde været et nemmere projekt at starte op. Da der ikke var nogen nye klasser, der i forvejen skulle dannes, blev de nødt til at flytte nogle børn over i klasserne.
Når man snakker inklusion, er skolens arbejde med at blande det specielle med det almene meget anderledes end før, og Bo Dau Frederiksen er overbevist om, at det er vejen til inklusion.
– Hvis vi skal gøre op med, at børn med særlige behov skal gå i specialklasser, så skal kompetencerne til at imødekomme børnenes behov være til stede i almenklasserne. Jo bedre vi bliver til at integrere specialpædagogiske værktøjer, jo færre børn får vi øje på, som har brug for et alternativt tilbud. For de trives, der hvor de er, siger den pædagogiske leder. • marp@kl.dk