
Støttepartier foreslår at tage flygtninge frivilligt
tekst Mads Brandsen
Frederiksberg er den seneste i rækken af kommuner, hvor politikere fra et af regeringens støttepartier foreslår, at kommunen tager imod afghanske flygtninge.
Kommunalbestyrelsesmedlem Ruben Kidde (R) foreslår i et Facebook-opslag, at den lille hovedstadskommune tager imod sin ”fair andel” af flygtningene. Det er det mindste, vi kan gøre, skriver han.
Også i Odsherred er Radikale Venstre på banen med en opfordring. Her dog sammen med Enhedslisten og SF. I en henvendelse til borgmester Thomas Adelskov (S) skriver partierne, at Odsherred hurtigst muligt bør tage sin andel af de flygtninge, der kommer til landet fra Afghanistan.
– Situationen i Afghanistan er en menneskelig katastrofe - det kan alle se. Der er brug for hjælp til mennesker i nød. Den hjælp skal vi i Odsherred give, skriver byrådsmedlemmerne Thomas Nicolaisen (R), Clark Pratt (EL) og Arne Mikkelsen (SF).
I Lyngby-Taarbæk har borgmester Sofia Osmani (K) korrigeret en nyhedshistorie i DR P4 København om, at kommunen skulle have meldt sig frivilligt til at modtage de afghanske flygtninge. Det har intet på sig, siger hun til lokalavisen Det Grønne Område.
– Helt grundlæggende har jeg den holdning, at det er Christiansborg, der vedtager, hvem der skal til Danmark, og hvem der ikke skal. Det blander jeg mig ikke i. Som kommune er det vores opgave at tage imod de flygtninge, som Folketinget beslutter, at vi skal tage imod. Hvis man træffer en sådan beslutning, finder vi ud af at løse det. Det har vi gjort før. Men det vil blive meget vanskeligt, for der er stor efterspørgsel på boliger i kommunen, siger hun. mdbr@kl.dk