Landsstyreformand beklager borgmesters vaccinebrøler
tekst Mads Brandsen
Det er vigtigt, at man som folkevalgt opfører sig ordentligt.
Sådan lyder kommentaren fra landsstyreformand Múte B. Egede (IA) til det, der hen over sommeren har været en større sag på Grønland: At borgmesteren i landets største kommune, Sermersooq, Charlotte Ludvigsen (IA), den 22. juli lod sig vaccinere før alle andre i Nuuk.
Det skete, da hun sammen med tre embedsmænd, der skulle holde styr på køen foran vaccinecentret, sprang køen over.
– Jeg synes, at sagen er beklagelig. For os som folkevalgte, er det meget vigtigt at være meget påpasselig. Vi er allesammen lige, det er samme i forbindelse med vaccinationen. Sådan har det også været fra starten, og derfor er det beklageligt, at det der er sket her, siger Múte B. Egede til det grønlandske medie KNR.
Múte B. Egede siger samtidig, at han godt forstår de voldsomme reaktioner, borgmesterens ageren har medført. Han noterer sig dog, at hun selv har beklaget det skete.
Overfor KNR har Charlotte Ludvigsen forklaret, at hun skulle have været vaccineret senere samme dag og at hun ikke var klar over, at der ikke ville være vacciner nok til alle.
– Jeg vil gerne sige undskyld til borgerne for at have opført mig sådan. Det ansvar tager jeg på mig, og med den opførsel var det ikke min hensigt at stille mig bedre end andre. Hvis jeg havde vidst, at der ikke var vacciner nok til alle, havde jeg ikke gjort, hvad jeg har gjort. Jeg beklager meget, lød det fra Charlotte Ludvigsen.
62 procent af den grønlandske befolkning har fået det første vaccinestik, mens 40 procent er færdigvaccineret. mdbr@kl.dk