
Hegaard forlader også byrådet: Kollegaer ærgrer sig
tekst Anna Törnqvist Jensen
Det var episoder med grænseoverskridende adfærd, der fik Radikale Venstres Kristian Hegaard til torsdag aften at smide en bombe, da han i et længere opslag på Facebook meddelte, at han forlader politik og dermed både sin plads i Folketinget og i byrådet i Fredensborg, hvor han har været medlem siden 2009 og har i denne periode været formand for fritids- og idrætsudvalget, næstformand for social- og seniorudvalget og medlem af økonomiudvalget samt kulturudvalget.
Og blandt de lokale kollegaer er ærgrelsen over Kristian Hegaards farvel stor.
– Jeg synes, han skal komme på den politiske bane igen, når han har taget en pause. Han har ubestrideligt talent, og det ville være ærgerligt, hvis det ikke kommer til nytte i fremtiden, siger byrådskollegaen Carsten Bo Nielsen (V) til TV 2 Lorry.
Selvom han ikke kender til sagens detaljer, mener han, der er tale om en overreaktion og siger til TV 2 Lorry, at han ikke kan forestille sig, at hændelserne skulle være i den alvorlige ende.
– På grund af Kristians handicap, så er der altså grænser for, hvor alvorligt det, han har foretaget sig, kan være, siger han til mediet.
Også Bo Hilsted (S), medlem af byrådet i Fredensborg, er ked af at have mistet Kristian Hegaard som kollega i byrådet.
– Vi har mange dygtige politikere. Men det har da været en profil her i kommunen og på borgen, så det er da ærgerligt og et tab for Radikale Venstre, siger Bo Hilsted til TV 2 Lorry.
Til det lokale medie sn.dk kalder borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) det et tab.
– Kristian Hegaard har været med til at udvikle Fredensborg Kommune i en god retning i de seneste 12 år, og derfor er det et tab for kommunen, siger Thomas Lykke Pedersen til sn.dk. antj@kl.dk