
Flertal fastholder spærretid for politikere
tekst Mads Brandsen
Et flertal i Bornholms økonomi-, erhvervs- og planudvalg har på et møde vedtaget at fastholde den stærkt omdiskuterede spærretid for politikere forud for kommunalvalget.
Konkret får politikere forbud mod at tage journalister med på besøg på kommunale institutioner i to måneder op til valget 16. november. Det har partierne Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten besluttet i en indstilling til kommunalbestyrelsen, mens de øvrige partier i udvalget stemte imod.
I den oprindelige version af spærretiden, som kommunaldirektør Johannes Nilsson stod bag, måtte medierne ikke få adgang til kommunale institutioner i tre måneder forud for valget, ligesom alle pressehenvendelser skulle gå til kommunaldirektøren.
Alligevel kritiserer Dansk Journalistforbund den reviderede spærretid for, at den kan bremse relevante historier, der kunne komme frem ved netop at tage med en politiker på besøg på en kommunal institution.
Kommunalbestyrelsen skal tage endeligt stilling til spærretiden på sit møde 19. august. mdbr@kl.dk