
Efter instruksen
tekst Mads Brandsen
Det er på en kedelig baggrund, at vi møder den konstituerede centerchef Henning Tønning og konstitueret afdelingsleder Anja Sigvard Steensgaard. For der findes næppe nogen kommunale chefer, der drømmer om en situation, hvor de skal feje op efter det, der bedst kan betegnes som en klokkeklar ulovlig instruks, som den tidligere centerchef i familieafdelingen gav.
”Alle skal gennemgå deres sagsstammer og finde aktuelle besparelser for 100.000 kroner”, skrev Mads Larsen i en mail til alle sine medarbejdere, hvor han understregede, at økonomi selvfølgelig ikke måtte være årsagen til besparelserne. Mailen blev sendt anonymt til Ankestyrelsen, der hurtigt bad kommunen om en udtalelse, og så rullede sagen ellers.
Opgaven var derfor helt klar, da Henning Tønning og Anja Sigvard Steensgaard trådte til.
– Det var et spørgsmål om at få rettet på det her og komme videre. Hvordan får vi samlet medarbejderne op? Hvordan sikrer vi, at fagligheden er i orden? Det har været et langt og sejt træk, hvor vi er godt på vej, ikke mindst takket være Anjas store arbejde. Der kommer stadig efterdønninger efter instruksen, men vi er videre, og personalet er på den anden side, fortæller Henning Tønning.
Stolt leder
For Anja Sigvard Steensgaard betød det meget, at medarbejderne sagde klart og tydeligt fra ved at sende brevet til Ankestyrelsen.
– Det gør mig da stolt og beæret, at medarbejderne siger fra, når noget ikke er, som det skal være. Det vidner om, at de virkelig vil det her, og at de tror på det, de gør. Det er også det, jeg mærker nu. Et enormt engagement, siger hun, der i øvrigt selv har en baggrund som socialrådgiver og derfor kender faget godt.
Via 15 interview i afdelingen og ledelsen konkluderede Komponent – tidligere KL’s Konsulentvirksomhed – i en rapport, at der mangler sammenhængskraft i medarbejdergruppen, at der er en hård tone og eksempler på medarbejdere, der har fået at vide, at de kan finde et andet job, hvis de ikke kan lide lugten i bageriet.
Henning Tønning glæder sig over, at der ikke er fundet eksempler på, at instruksen rent faktisk blev ført ud i livet. Han og resten af ledelsen har valgt at styrke ledelsen, så ledelsesopgaven kan lade sig gøre. Det var reelt umuligt at være leder for 40 medarbejdere, lyder erkendelsen. Anja Sigvard Steensgaard har derfor i dag kun ansvaret for halvdelen.
Hun kastede sig straks over tilrettelæggelsen af en psykisk arbejdspladsvurdering. Arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant har været meget engageret i det, og medarbejderne er kommet med input til udformningen. Resultatet er en høj svarprocent og noget konkret at arbejde videre med. Næste skridt har været at lave en handleplan i regi af MED-udvalget. Alt sammen små skridt på vejen mod bedre arbejdsmiljø – men der er intet quick fix, understreger Henning Tønning.
– Vi har sat i fast struktur, at vi holder personalemøder, MED-møder og trivselsmøder hver måned. Der er nok at tale om, og alle er inviteret med til at komme med gode idéer. Det var ikke almindeligt tidligere, siger Anja Sigvard Steensgaard.
Nu nørder medarbejderne
Der har også manglet procedurer for, hvordan man løser opgaverne. Det er også på hendes to-do-liste, for det vil give mere tid til at være der for borgerne. Og endelig bliver det også lettere at være ny medarbejder, når man har noget at rette sig efter.
Nye medarbejdere er der tidligere kommet en del af. Det er endnu for tidligt at sige, om de nye tiltag får personaleomsætningen til at stagnere eller sågar falde, men det står allerede klart, at der er flere gode faglige drøftelser end før.
– Vi taler om, hvad vores serviceniveau skal være. Hvad skal vi egentlig yde? Vi gør det også mere ensartet end før, fordi sagsbehandlerne taler mere sammen. Det skal jo ikke være fuldstændig forskelligt, hvad to borgere får alene, fordi de går ind ad to forskellige døre, siger Anja Sigvard Steensgaard.
Den igangværende debat om tvangsadoptioner er også flyttet ind i afdelingen, hvor det fik nogle medarbejdere til at lave en nørdegruppe om netop tvangssager. Både for at blive dygtigere og klogere. Sådan noget skete heller ikke før, og det glæder Henning Tønning, at medarbejderne nu har overskud til det.
– Når vi udfordrer hinanden fagligt, lærer vi virkelig noget. Det er rigtig godt, siger han.
Begge er dog klar over, at der skal mere til.
– Vi kommer til at bede byrådet om en bevilling til at ansætte flere socialrådgivere. Det er fuldstændig uomtvisteligt, at der er for få. Derfor kigger vi på andre kommuner, vi kan sammenligne os med. Det nytter eksempelvis ikke, at vi kigger på medarbejdersammensætningen i en kommune, der slet ikke bortadopterer, for det gør vi, siger Henning Tønning.
Skulle alt det her ikke have været gjort for længe siden?
– Jo, det kunne man godt have gjort, men jeg kan ikke sige, hvorfor det ikke skete. Jeg kan bare konstatere, at der har været alt for mange kokke i køkkenet, og at det har været meget uhensigtsmæssigt, siger Henning Tønning.
– Det er også det, jeg hører. Det handler ikke om personer som sådan. Det har mere været det med, at man har ændret retning flere gange undervejs. Mine medarbejderes største ønske, da jeg tiltrådte, var, at jeg fik sat en stopklods for alt det der, der sker udenom – projekter og lignende – så de fik lov til at koncentrere sig om deres arbejde, supplerer Anja Sigvard Steensgaard.
##ContentBoxStart##264376##ContentBoxEnd##
Tilliden skal tilbage
Rent fysisk er hun rykket tættere på sagsbehandlerne, så der ikke går ”patruljering” i den, når hun kommer rundt i afdelingen. Også for Henning Tønning er det vigtigt at give afdelingen ro.
– Jeg skal ikke rende og blande mig i dagligdagen, som lederen gjorde før. Det var et af problemerne. Det går ikke, siger han.
Vi har siddet og talt i omkring 25 minutter. Der er ingen vej uden om spørgsmålet, der bare må stilles: Kunne det hele ske igen?
– Man kan jo aldrig vide, hvad ens efterfølger kan finde på, siger Anja Sigvard Steensgaard.
Henning Tønning supplerer:
– Politikerne vil nok ikke lige spare fem millioner kroner på området foreløbig. Man har lært noget af sagen her. Nemlig, at det skal gribes helt anderledes an. Jeg synes, det er stærkt, at medarbejderne sagde fra, men vi skal sørge for, at de fremover har tillid til ledelsen, så de går direkte til os. Der er et arbejde forude med at genopbygge den tillid, siger han.
Arbejdet når en foreløbig milepæl denne torsdag, hvor vi er forbi. Anja Sigvard Steensgaard og medarbejderne vil sidst på eftermiddagen indvie afdelingens nye fælleslokale. Både Dannebrog og den røde løber er fundet frem i dagens anledning. Tanken er, at medarbejderne her skal mødes efter arbejdstid til et glas vin og et stykke pizza.
Noget, der slet ikke skete, før den ulovlige instruks ramte Guldborgsund. • mdbr@kl.dk