
Flere motorveje vækker glæde hos borgmestre – og skuffelse hos andre
tekst Mads Brandsen
Mere motorvej er sød musik i ørerne på mange af landets borgmestre, der i årevis har kæmpet for udvidelser og forlængelser af eksisterende motorveje. Andre steder er der skuffelse over, at deres lokalområde ikke tilgodeses i regeringens nye infrastrukturplan, der blev præsenteret torsdag middag.
Blandt de begejstrede er Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S), der ser frem til, at der regeringen vil bygge en motorvej hele vejen til Kalundborg.
– En færdiggørelse af Kalundborgmotorvejen kommer til at gavne vores egn helt vildt. Både for nuværende lokale virksomheder, for vores mulighed for at tiltrække nye virksomheder og for de mange borgere, der pendler mellem Kalundborg og Holbæk Kommune, skriver hun på Facebook.
Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) har også svært ved at få armene ned, fordi regeringen har en ny og tredje fast forbindelse over Limfjorden med i sit udspil.
– Tidligere i dag talte jeg med både statsminister Mette Frederiksen og transportminister Benny Engelbrecht. Begge ringede for personligt at overbringe mig nyheden om, at den 3. Limfjordsforbindelse er et af de højt prioriterede projekter på regeringens infrastrukturudspil. Smilet sidder stadig på mit ansigt – aldrig har vi været tættere på, skriver han på sin hjemmeside.
Også i Aarhus er der hos borgmester Jacob Bundsgaard (S) tilfredshed med, at staten nu vil medfinansiere en ny tunnel, der skal aflaste bymidten for trafik.
– Med infrastruktur i verdensklasse er sporene lagt til at give væksten i Aarhus og Østjylland de betingelser, som fremtiden kræver – både for at sikre vækst, arbejdspladser og bedre byrum for borgerne, skriver han på Facebook.
Men der er også borgmestre, der ikke er helt glade. Hedensteds borgmester Kasper Glyngø (S) minder om, at E45 skal udvides hele vejen til Randers – og at anlægsarbejdet allerede burde gå i gang næste år.
Det er Randers’ borgmester Torben Hansen (S) ikke overraskende helt enig i.
– Jeg er er meget skuffet over regeringens udspil. Man har endnu engang overset det østjyske vækstcenter og har ikke sat penge af til en udvidelse af E45 helt til Randers N.
– E45 er en livsnerve for det stærke erhvervsliv her i Randers og det østjyske. Vi er afhængige af, at varer og medarbejdere let kan komme rundt. Trængslen er stigende og Vejdirektoratets analyser viser, at der er god samfundsøkonomi i at udvide E45 fra Aarhus til Randers N. Man skærer det østjyske bybånd over med en manglende udvidelse. Kampen for borgere, erhvervsliv og E45 fortsætter de kommende måneder, skriver han.
Regeringens udspil skal i den kommende tid forhandles med Folketingets partier. Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) er de allerede indkaldt til sættemøder. mdbr@kl.dk