
Sygefraværet stiger i kommunerne
tekst Mads Brandsen
Det går den forkerte vej med sygefraværet i kommunerne.
Siden 2017 er fraværet steget fra 11,6 til 12,0 fraværsdagsværk pr. fuldtidsansat. Det svarer til en stigning på 3,7 procent. Det viser en ny analyse, som Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkenhed har foretaget.
Analysen peger på, at sygefraværet er steget mest blandt social- og sundhedspersonalet og det pædagogiske personale – henholdsvis 5,7 og 6,3 procent – mens der blandt lærerne kun er tale om en stigning på 1,2 procent.
Stigningen er overraskende og alarmerende, mener fagforbundet FOA, der organiserer medarbejderne på social- og sundhedsområdet.
– Jeg synes, det er overraskende, og en stigning på 5,7 procent er alt for højt. Det må kalde på handling fra arbejdsgivernes side, siger Torben Klitmøller Hollmann, der er sektorformand for social- og sundhedsområdet i FOA.
Han vurderer, at forklaringen er den såkaldte "omsorgstræthed", som social- og sundhedspersonalet rammes af.
– Vi ved fra vores egne undersøgelser, at medarbejderne ikke har megen indflydelse på, hvordan de bruger deres faglighed. Når de møder ind, er det på forhånd fastlagt, hvordan dagen skal forløbe, for at de kan nå det hele. Her er der brug for et paradigmeskifte, hvor medarbejderne kommer mere på banen, mener Torben Klitmøller Hollmann.
Formanden for KL’s løn- og personaleudvalg, Høje-Taastrups borgmester Michael Ziegler (K) kalder det ”ærgerligt og bekymrende”, at analysen peger på, at det går den forkerte vej. Han glæder sig dog over, at det er lykkedes at nedbringe fraværet i nogle grupper, hvor det tidligere lå højt.
– Det fortæller mig, at det nytter at sætte målrettet ind, men at det kræver en indsats over længere tid. I KL forsøger vi at understøtte det arbejde, og jeg er også glad for, at vi sammen med FOA har aftalt et sygefraværsprojekt, som skal understøtte et fælles arbejde med at udpege de elementer og tiltag, som er særligt virkningsfulde, siger han.
Analysen viser, at stigningen skyldes det langvarige sygefravær. Det gælder både blandt lærere, pædagoger og social- og sundhedspersonalet. Det kortvarige sygefravær er stort set uændret.
25 kommuner har haft held med at sænke sygefraværet, mens det er steget i de øvrige 73 kommuner. mdbr@kl.dk