
Politiker ramt af blodprop
tekst Anna Törnqvist Jensen
Torsdag i sidste uge blev Brigitte Klintskov Jerkel (K) dårlig og måtte køre hjem efter to møder på Christiansborg. Politikeren, der er medlem af både byrådet i Greve og Folketinget, beskriver selv på Facebook, at hendes utilpashed tog til på vej hjem i bilen, og hun derfor kontaktede sin læge. Efter en undersøgelse hos lægen, blev hun straks sendt videre til hospitalet i Køge med mistanke om en blodprop i hjernen.
– Efter en masse undersøgelser i Køge og efterfølgende på Roskilde Sygehus blev det konstateret, at jeg havde en mindre blodprop i hjernen, som skyldes, at min halspulsåre i højre side er forsnævret. Det er i en sådan grad, at jeg sandsynligvis skal opereres på Rigshospitalet onsdag eller torsdag, skriver Brigitte Klintskov Jerkel på Facebook og fortsætter:
– Jeg er selvsagt noget chokeret over meldingen om en blodprop og en mulig forestående operation i halspulsåren.
Hun beder samtidig om ro til at sunde sig.
– Jeg er i trygge hænder og ser frem til at få mere afklaring på, hvad der nu skal ske. Men for nu vil jeg stemple ud og fokusere på at få det bedre, skriver hun. antj@kl.dk