
Så dyrt har coronaåret 2020 været for kommunerne
tekst Mads Brandsen
Rettelse: Artiklen er rettet kl. 15.04 med forklaring på stigningen, ligesom opgørelsen af serviceudgifter er tilføjet.
Det blev markant dyrere at drive kommunerne sidste år sammenlignet med året før. Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, som blandt andet bygger på kommunernes regnskaber.
De samlede nettodriftsudgifter i kommunerne landede i 2020 på 368,3 milliarder kroner. Det svarer til en stigning på 16,8 milliarder kroner – eller 4,8 procent – i forhold til 2019.
Det dækker dog blandt andet over regulering for priser og lønninger samt tekniske omlægninger. Resten af stigningen skyldes først og fremmest stigende overførselsudgifter.
Nedlukningen har blandt andet medført øgede udgifter til arbejdsløse og syge, og det er netop de kontante ydelser under et, der er steget mest. Her er størstedelen brugt på dagpenge til forsikrede ledige.
Ser man isoleret på serviceudgifterne, brugte kommunerne samlet 2,9 milliarder kroner mindre til service end hvad der blev aftalt med regeringen i september 2019.
KL og regeringen aftalte i forbindelse med økonomiaftalen fra maj 2020, at kommunerne fastholder serviceniveauet på trods af konsekvenserne af nedlukningen af samfundet under coronaens hærgen.
På anlægssiden beløber de samlede bruttoanlægsudgifter sig til 23,4 milliarder kroner i 2020. Det svarer til en stigning på 16 procent fra året før. Udgifterne til anlæg har siden 2014 ligget stabilt omkring 20-21 milliarder kroner, men mange kommuner speedede op for anlægsprojekterne, da regeringen midlertidigt fjernede anlægsloftet for at sparke gang i samfundsøkonomien. Mange af de ekstra anlægsmilliarder er brugt på kommunale veje, viser tallene. mdbr@kl.dk