
Hver tiende sygeplejerske i kommunerne er udtaget til strejke
tekst Mads Brandsen
Mens de andre faggrupper på det kommunale arbejdsmarked alle har stemt ja til de nye overenskomster, stemte et knebent flertal af medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd nej.
Derfor varsler Dansk Sygeplejeråd nu strejke fra natten mellem den 20. og 21. maj.
– Vores krav til arbejdsgiverne er en større lønmæssig anerkendelse til sygeplejerskerne, og at vi sender en fælles appel fra overenskomstparterne til Christiansborg om trepartsforhandlinger, hvor parterne i fællesskab forpligter sig til at arbejde for at indhente sygeplejerskernes historiske lønefterslæb, siger formand Grete Christensen i en pressemeddelelse.
Konkret betyder strejkevarslet, at hver tiende af de cirka 13.000 kommunalt ansatte sygeplejersker er udtaget til at deltage i konflikten. Også på regionernes område er det hver tiende sygeplejerske, der skal strejke.
Hvis det altså kommer så langt. Grete Christensen udelukker ikke nye forhandlinger med arbejdsgiverne, som kan føre til et resultat, der betyder, at strejken kan undgås.
– Vi repræsenterer sygeplejerskerne, som samtidig er arbejdsgivernes medarbejdere. Jeg er sikker på at vi har en fælles interesse i at finde en løsning – af hensyn til at kunne fastholde sygeplejerskerne og naturligvis til gavn for det samlede sundhedsvæsen, siger hun i pressemeddelelsen. mdbr@kl.dk