
Fredericia opgiver landets slankeste ledelse og ansætter sin fjerde direktør
tekst Mads Brandsen
Da den som følge af den verserende skandalesag forhenværende kommunaldirektør i Fredericia Annemarie Zacho-Broe blev konstitueret i stillingen i 2018 var det med ansvar for samtlige velfærdsområder.
Sammen med en vækstdirektør udgjorde de to den øverste administrative ledelse. Dermed kom Fredericia på landkortet som kommunen med den slankeste ledelse.
Målet var dengang at styrke velfærden. Siden er kommunen kommet på landkortet for sagen om netop Annemarie Zacho-Broe og tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S), hans grundkøb og nære relation til kommunaldirektøren.
Og nu er kommunen så kommet frem til, at to personer i toppen af administrationen er lige smalt nok. Fremover skal direktionen derfor bestå af kommunaldirektøren og tre koncerndirektører. Det indebærer, at kommunen skal ansætte en ny direktør for hele det grønne område: Vækst, teknik og klima.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse, hvor viceborgmester Susanne Eilersen (DF) kalder den kommende ansættelse for en styrkelse af beslutningskraften og kompetencen i direktionen, som hun hilser velkommen.
Indtil rekrutteringen af den nye direktør er tilendebragt, vil koncernchef for teknik og miljø René Olesen været konstitueret i direktørstillingen.
Det er forventningen, at den nye direktør kan tiltræde 1. august.
Tilbage i marts konstituerede Fredericia Kommune tidligere kommunaldirektør på Fanø Vibeke Kinch som direktør for børn, unge og kultur. Den stilling tilhører egentlig Camilla Nowak Kirkedal, men hun er i øjeblikket konstitueret kommunaldirektør. mdbr@kl.dk