Udskældt model for nedlukning skal revurderes
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Den automatiske model for nedlukning af institutioner inden for sogne med udbredt smitte skal revurderes. Det er partierne bag nattens udvidede genåbningsaftale blevet enige om.
Modellen trådte i kraft mandag og mødte allerede på førstedagen kritik fra blandt andet Herning Kommune, der som de første blev pålagt at lukke et sogn ned. Dermed blev kommunen også pålagt at lukke to skoler i sognet. Det på trods af at flertallet af eleverne på de to skoler kom fra andre sogne, og at der på den ene skole - en kristen friskole - ikke havde været et eneste smittetilfælde siden jul.
Det fik Lars Krarup (V), borgmester i Herning, til at kalde modellen for "good on paper - shit on grass" (god på papiret, skidt i praksis, red.) og kræve modellen kigget efter i sømmene.
– Lige nu er det “good on paper - shit on grass”. Modellen skal udvikles og bære præg af dialog og tillid til lokal dømmekraft. Ellers falder systemerne i takt med borgernes naturlige forundring og tillid, skrev Lars Krarup på Facebook.
Og nu får han muligvis sit ønske opfyldt.
I hvert fald står der i aftaleteksten for den udvidede genåbning, at modellen skal revurderes i næste uge.
– Herunder i forhold til hvordan børn og unges læring og trivsel sikres i sogne og kommuner, der er nedlukkede. Kommunernes adgang til data drøftes endvidere. Endelig skal der sikres fortsat nødundervisning i sogne og kommuner berørt af nedlukning, lyder det i aftalen.
Hvad det konkret betyder, og om det også medfører, at modellen skal ændres, fremgår ikke af aftaleteksten. jki@kl.dk