
Favrskov henter chef i nabokommunen
tekst Jon Kirketerp Jørgensen
Favrskov ansætter Charlotte Bøcher som chef for børn- og familieafdelingen. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Hun kommer fra en stilling som sektionsleder for børn og unge i Aarhus Kommune, hvor hun har ansvaret for tværfagligt og tværmagistratsligt sundhedsarbejde blandt børn og unge i kommunen. Før det har hun blandt andet været leder af Familiekontor Nord og souschef for udførerområdet i Aarhus Kommune. Ved siden af arbejdet er hun desuden tilknyttet Norges Forskningsråd, hvor hun er med til at vurdere forskningsansøgninger på social- og sundhedsområdet.
Siden hun blev uddannet som socialrådgiver i 1999, tog hun en kandidatuddannelse i social antropologi og senere en master i udsatte børn og unge. Hun har arbejdet i Aarhus Kommune siden 2002 med en kort afstikker til Region Midtjylland.
Charlotte Bøcher er 44 år gammel, mor til tre og bor i Aarhus. Hun tiltræder i stillingen den 1. maj. jki@kl.dk