
Kerteminde klar med millionløft af ældreområdet
tekst Mads Brandsen
De kommende ti år bliver der flere ældre i Kerteminde Kommune, men de kommer ikke til at opleve et anderledes serviceniveau.
Det er i hvert fald målsætningen i en delaftale, som alle partier i byrådet står bag forud for at selve budgettet for næste år falder på plads.
Her har partierne fundet 122,5 millioner kroner til ældreområdet. De skal bruges på nye ældreboliger, varm mad til alle samt dagtilbud til demente.
– Det er vigtigt og glædeligt at vi på tværs af alle partier står sammen om at sikre, at de ældre borgere i hele Kerteminde Kommune fortsat får en god og ordentlig behandling. Det her er den største velfærdsinvestering i Kerteminde Kommunes historie, siger Kasper Ejsing Olsen (S) i en pressemeddelelse.
I alt skal der opføres 90 nye plejeboliger samt et nyt plejehjem i Munkebo.
Aftalen indebærer også opførelse af et nyt storkøkken og at potentielle private operatører inviteres til dialog om etableringen af et friplejehjem i Kerteminde i 2026. mdbr@kl.dk