
Eksborgmester ny formand for interesseorganisation
tekst Mads Brandsen
Efter 10 år i spidsen for CP Danmark har byrådsmedlem i Gribskov og tidligere folketingsmedlem Lone Møller (S) forladt formandsposten for den handicappolitiske interesseorganisation, der arbejder for at forbedre forholdene for mennesker med cerebral parese.
Den nye formand på posten er en anden med solid kommunalpolitisk erfaring. Valget er nemlig faldet på den tidligere kultur- og fritidsborgmester samt børne- og ungdomsborgmester i København, Pia Allerslev (V).
– Jeg brænder for mindre organisationer, der sjældent får den store opmærksomhed. CP Danmark er en organisation med dedikerede frivillige og mange medlemmer, som fortjener den største opmærksomhed. Jeg er overbevist om, at jeg kan være med til at gøre en forskel og bidrage til at udvikle organisationen, siger Pia Allerslev i en pressemeddelelse fra CP Danmark.
Pia Allerslev er i dag partner i kommunikationsbureauet Sincera, ligesom hun er fundraiser i Børneulykkesfonden og formand for flere bestyrelser. mdbr@kl.dk